(Fredag)
Åh, hvor ringe en koncentrationsevne kan man have...?
Skriver opgave... igen... Skal først aflevere på tirsdag, og føler ikke det er forbandet svært (ja, ja der kan stadig nå at støde komplikationer til efterhånden som arbejdet skrider frem)... Men mine tanker flyver og farer rundt, og jeg kan ikke fokusere...
Det skyldes nok en blanding af overtræthed, fjernsynsstøj (Lucas sidder og ser fjernsyn), og det faktum at jeg har 4 dage til at nå frem til noget... Min krop tror ikke på det, når jeg siger den, at opgaven skal være færdig i morgen, og rettes igennem søndag, så jeg kan nå at lave alle mine andre lektier også... Det havde nok været bedre med en 24-timeropgave... Jeg skulle nok nå at blive færdig...
Men altså, nu forsøger jeg at få min rastløshed ud af kroppen ved dette indlæg, og SÅ klør jeg ellers på med opgave bagefter (Nemlig ja!).

Øjebliksbillede:
Bo er i lufthavnen i Rom, Helene er hos sin bedsteste veninde Karen og skal sove dér, Erik ligger trygt og godt oppe i sin seng og sover, Lucas sidder bag mig og ser Avengers (Det er meget sjovt, ham og Erik skulle blive enige om hvad de ville se - hver fredag får ungerne lov at spise ved sofabordet og må så se film imens - Lucas havde prøvet at overtale Erik til den ene og anden superheltefilm med rigtige mennesker, men Erik gav sig ikke en tomme, (og hans mor støttede ham, han er trods alt kun tre, enten er det for uhyggeligt eller også ville langt det meste af filmen være totalt uforståelig for ham), så modstræbende gik Lucas med på at se Avengers-tegnefilmen, da jeg gjorde ham opmærksom på, at han kunne vælge helt frit når først Erik en time senere skulle puttes... Og hvad gør Lucas? Fortsætter selvfølgelig med tegnefilmen, fordi han sådan set synes den er ret god :) ), jeg sidder og foregiver at skrive opgave og arbejde seriøst - alt det behøver jeg ikke at gentage.

Om et par timer skal jeg køre efter Bo... Og så skal vi for første gang i fysisk nærhed af hverandre fejre at sælger faktisk har skrevet under nu, og vi bliver husejere i det nye år. Nåh ja, jeg har vist ikke nævnt (*blinkblink*) at jeg i onsdags, mens jeg shoppede chokolade i Søstrene Grene på Odense Banegård, som jeg skulle spise på hjemturen, blev ringet op af ejendomsmægleren, der glædede sig over at kunne informere os om, at sælger havde fået det hele til at gå op i en højere enhed. Så nu kan jeg snart strege titlen som lejer ud og erstatte den med den noget skønnere klingende titel "Husejer"!

Moster er død... Min fars (og vores allesammens) gamle moster, der blev 103½ år (nævnt i "Fuffy til 100-årsfødselsdag" fra marts 2010 og her: http://milasmila.blogspot.dk/2011/05/om-at-drmme-prioritere-og-vre-fuld-af.html). Hun døde natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge. Når man når op i den alder, er der jo ikke noget overraskende i det. Det er ikke engang trist - ikke sådan for alvor. Hun har været overnaturligt frisk det meste af livet, har klaret alting selv og altid hygget om os allesammen og været frisk på at lege med os børn - kort sagt, hun har fået det allermeste ud af det liv hun har haft, og var nu blevet så gammel, at det ikke længere var muligt at presse noget virkeligt værdifuldt ud af det liv. Derfor er det ikke trist. Det triste ved døden er jo som oftest, som jeg ser det, det, når der stadig lå potentielle veje at tage foran, når man tænker på det der kunne have været som aldrig blev... Det er ikke tilfældet med Moster.
Men vemodigt er det nu alligevel! Det er en æra der slutter - den sidste fra mine bedsteforældres generation. Minderne fra fortiden, vidste man jo godt ikke kom tilbage, men det, der var engang, var bare lige så langsomt gledet over i ikke at være der mere - hendes død har sat et definitivt punktum... eller et ophør af punktummer? Som nå en sætning afsluttes med "..." den er ikke rigtigt afsluttet, før den alligevel bare er ophørt.
Jeg kan ikke lade være at tænke tilbage på alt det, der er sket i hendes liv. På hvor meget verden har forandret sig i hendes levetid.
I amerikansk renæssance i første semester, talte vi om, hvordan man stod i 1800-tallet og pludselig måtte indse, at den verden man var født ind i ikke var den samme som den man en dag måtte forlade - en skræmmende opdagelse at gøre sig, trods alle de spændende muligheder, der ligger i det. Med Mosters død, er fortiden, den verden der var engang, for 100 år siden definitivt slut... verden er en anden, og der er ikke længere nogen (i hvert fald ikke i min omgangskreds) der selv kan huske hvordan den var. Historiebøger kan give os et billede, kilder fra tiden kan give os et endnu klarere, eller et mere ægte billede (ikke dermed sagt et mere sandt billede), men der vil fra nu altid være en større afstand, end den der er, når man ved, der stadig er nogen, der rent faktisk har oplevet det.
Da hun var 3-4 år, rejste hendes onkel til Amerika, først gav han hende dog lige en svingtur, og sagde "Jeg kommer tilbage når du bliver voksen"... Det gjorde han dog ikke. Men hans breve er min far i besiddelse af, og agter at skrive dem rent... Det er også en spændende forbindelse til fortiden. Morbror (ja, igen vores allesammens Morbror, men egentlig min fars Morbror og Mosters storebror) skrev dagbog - den vil min far også skrive rent med tiden.

Der var begravelse i går. Jeg var med til at bære kisten ud. Det har jeg aldrig prøvet før. Det var en stærk følelse, og selvom det ikke var langt vi skulle gå, føltes det som god lang tid til mentalt genleve en masse af de minder jeg har. Kunne ikke holde tårerne tilbage, selvom jeg hele tiden sagde til mig selv, at det jo ikke var trist. Det var som det skulle være. Det var mærkeligt, at sætte hende ind i vognen... Tror jeg ville have kunne forholde mig bedre til at sænke hende i jorden. Synes det var forkert, at hun skulle rejse det sidste stykke uden familie omkring sig. Tosset jeg ved det godt, men ikke desto mindre....

Jeg har for længst besluttet, at jeg vil blive 94... Ved egentlig ikke hvordan det tal lige poppede op, men sådan er det... Mest af alt er mit ønske vist, at jeg skal blive så gammel, at jeg ikke går glip af noget - noget går man jo altid glip af, når man ikke er mere, men jeg vil følge børn og børnebørn til dørs, se dem alle blive voksne og komme godt i gang med deres liv, jeg vil kunne give slip, uden at frygte for at efterlade nogen, der er afhængige af mig, og dog vil jeg ikke blive så gammel, at jeg ikke kan få mere glæde ud af livet (det er selvfølgeligt svært at sætte en alder på det, nogle er friske i sind og krop til de er tudsegamle, nogle er nedslidt eller nedbrudt allerede som ... ja, 30-årig...!), vil ikke blive så gammel at jeg ikke kan deltage i noget (om ikke andet så da med hovedet)...
Ja... jeg vil blive 94 år... og jeg håber mine ønsker (de ovenstående) vil gå i opfyldelse... Der er en masse andre ønsker, der også gerne må gå i opfyldelse undervejs... men det er en anden snak.

Og sikke meget jeg skriver og retter til... Nu er der kun en time til jeg skal hente Bo...

Inden han blev færdig, kan I nok forstå
Da var månen borte, sådan kan det gå

Michala

PS. Vinder tiden lynhurtigt igen... På en måde: Nåede lige at lægge teksten ind, da Bo skriver at flyet er 1½ time forsinket - så der er stadig et par timer til jeg skal hente ham ;)