Ved ikke om jeg pt. er mere følsom eller nærtagende, men oplever hvordan situationer sniger sig ind under huden. Begravelsen som Michelle var til i dag, har sat mange tanker og følelser i gang. Kørte hende, kæresten, plus en mere derud. Jeg kunne se ind i kapellet, hvor et middelsalderende par stod og tog imod. Kæresten og vennen var langt fra ædru, og de lugtede langt væk. Jeg tænkte bare ” gud nåde trøste sådanne venner, hvis det var mig som stod i situationen og havde mistet et barn”. Tror helt ærlig, at jeg ville have jagtet dem igennem kirkegården, med edder og forbandelser, som vil have gjort selv en hedning skamfuld. Jeg ved godt at de tog med til begravelsen i en god mening, selv om jeg ikke synes at det var hensigtsessig. Før begravelsen havde Michelle været til møde ved distriktspsykiatrien. Denne gang sammen med en læge som er tilknyttet huset. De vil gerne have hende indlagt til medicinsk observation, men det havde hun igen- igen afslået. Hun vil ikke forstå at det kun er for at hjælpe hende, og ikke for at spærre hende inde. Det skal lige siges, at den medicin hun får nu, har hjulpet hende utrolig meget, og hun har ikke haft vredesudbrud el selvdestruktive adfærd i længe. Med andre ord, så er hun en fornøjelse at være sammen med Ved at hun stadig har et alkohol og hash misbrug, men slet ikke i det omfang som da jeg hentede hende i Århus. Kunne nu stadig godt ønske at hun indgik i et behandlingsforløb, både psykiatrisk og mht. afvænning
Den mellemste af drengene, som har døjet med depression de sidste par år. Kom her i formiddag hjem efter at han havde været til samtale ved psykiatrien. De er kommet frem til at han er manio depressiv . Min umiddelbare reaktion var ” det er da træls”, hvorpå han svarede med et smil på læben” chit happens ” Det er selvfølgelig også en måde at håndtere det ! Han virker til at have det okay med deres konklusion, og det må jo være det vigtigste

Svigermor giver mad fra Bistroen i dag, så jeg må hellere få mig samlet sammen og komme hen og hente det.