Fik talt med mine forældre igår, og de ville godt lægge 10.000 af de 15.000 ud for mig, og ville endda have at jeg kun skulle betale 5000 tilbage til dem...
Det tog godt nok noget af det økonomiske pres, og var ved godt mod, for operationen skulle jo være let, og de ville ringe til mig mandag og fortaælle hvordan det stod til.
Havde det stadig ikke godt, men det så ud til at ordne sig alt sammen.
De ringede så fra dyrehospitalet mens jeg var på arbejdet. Han lagde ud med at sige de ikke ville operere hende i dag. Hun havde åbenbart ikke tisset ordentligt, og fået tømt blæren ud. Halen var begyndt at hæve - de kunne ikke finde noget der var brækket i den, og håbede at hævelsen ville fortage sig, men ellers måtte de måske også sætte den af - men det var det mindste af det, mange katte går rundt uden hale, og har det fint. Men de ville ikke operere før hun havde tisset, så de ville observere hende et til to døgn endnu, og så sige nærmere. De kunne heller ikke længere begrænse sig til de 15.000, men sagde de nok nærmere kom op omkring de 20.000 - hvis halen måtte sættes af lidt mere.
Jeg spurgte så, om hun, såfremt hun indenfor nærmeste tid begyndte at tisse normalt igen, ville kunne få det godt bagefter, og så mente han at der var gode chancer ja. Og sagde da også at hun i øvrigt havde det så godt som hun nu kunne efter omstændighederne. Var glad for at blive kælet og spiste sin mad sådan nogenlunde.
Så jeg sidder på Stand-by til imorgen... Hvor de nok ringer igen, og giver besked. Med mine forældres tilbud ved hånden kan jeg stadig klare de 20.000, men jeg frygter det opkald imorgen - samtidig med at jeg bare glæder mig til det hele er overstået. Det er sgu noget lort altsammen.
Skyndte mig ud på personale-toilettet efter den snak dér. Men der var optaget, og kunne ikke rigtigt holde tårer tilbage mere. Havde håbet på at ingen opdagede noget, men det gjorde de... Og det var såmænd nok også det bedste, for jeg var virkelig ingenting værd. Havde det af HT. Havde kvalme og hovedpine, og var hele tiden på randen til at tude.
Så jeg blev plantet inde foran computeren, hvor jeg printede billeder ud af børnene og lagde ugeplaner op på hjemmesiden, indtil jeg følte mig klar igen.
Kom ud på legepladsen og hjalp lidt til dér, men var ikke rigtigt tilstede. Både det økonomiske pres, og savnet af min lille søde og stakkels missekat hev i mig hele tiden.
Da vi er lige ved at rydde op på legepladsen for at gå ind til frugt, ringer telefonen igen. Tænker det er fra dyrehospitalet, men det er ikke hemligt nummer, men dog et nummer jeg ikke har kodet ind på min telefon. Det er nok en, der vil have Helene med hjem, så...
Tænker det nok også er bedre for hende, at komme hjem til andre, så jeg svarer telefonen, og går lidt væk fra børnestøjen. Der er meget krads på forbindelsen og jeg opfanger kun halvdelen af hvad der bliver sagt.
Ordene \"Kriminalpoliti\"... \"Er du Lucas Escherichs værge?\" Og \"Sidder du ned?\" går ind....
Jeg mister fuldstændig kontrollen over min stemme... Kaster mig ind på kontoret og sætter mig ned og er parat til at smadre hele lortet når jeg for at vide hvad fanden der er sket med min Lucas. Tusinde billeder farer gennem hovedet på mig... Det ene værre end det andet. Min stemme ryster fuldstændig, da jeg endelig i siddende stilling siger \"Hvad er det der sker?\"
Hører pludselig en sige det er Kasper... Tænker på Christinas Kasper... Tænker at det er politibetjenten, der hedder det samme som Kasper....
\"Det er Kasper, jeg ville bare høre om du ville have min gamle spejder uniform til Lucas?\"
\"Hvad!? Er det dig Kasper...? Det er altså ikke sjovt!! Er der ikke sket noget med Lucas??\"
Kasper spørger en masse gange om jeg er ok... Og da jeg endelig forsikrer ham, at jeg er kommet mig over chokket, samtidig med at en milliard tårer fiser ned ad kinderne på mig, fortæller han videre om det spejdertøj.
To minutter efter ringer han igen, og undskylder mange gange...
Ti minutter senere ringer Christina (min kære søster som jo er kæreste med Kasper) og spørger om jeg er ok, og siger hun har givet Kasper skideballe for det, og forsikrer mig for at han har rigtig dårlig samvittighed...
Havde det været en ganske almindelig dag, og havde forbindelsen ike knitret så meget, havde jeg nok kunne genkende Kaspers stemme... Og jeg havde nok også lagt mere mærke til at det var kriminalpolitiet han sagde... Og ikke lige dem der ville tage sig af det, hvis Lucas var blevet ramt af en bil på vej hjem (klokken var lidt over 2 - lige omkring det tidspunkt han plejer at tage hjem).
Men jeg var ved at komme mig over chokket...
Med mine røde og hævede øjne går jeg ud i fællesrummet hvor vi er ved at samle børnene til frugt... Og et kvarter senere sender de mig hjem - jeg var virkelig ikke en skid værd idag...
Ved godt jeg måske overreagerer - det er jo \'bare\' en kat... Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg elsker fandme mine dyr!!
Og Lucas-historien, som der jo ikke var så meget historie i alligevel, slog lige det sidste af mig omkuld...
Ringer til Bo på vej hjem, og får tudet en masse. Han er lige stået af bussen, og går mig i møde. Vi henter Helene og bvæger os hjemad...
Lucas var der hjemme i bedste behold (dog lidt surmulende over at computeren ikke vil så han vil).
Jeg prøver lidt af det ene, og lidt af det andet, og kan ikke rigtigt finde på noget der får mig til at have det bedre.
Ringer til min mor og opdaterer hende på situationen...
Ringer til min chef og går til erkendelse: Jeg kommer ikke til at kunne hænge sammen imorgen. Skal gå og vente på det opkald fra hospitalet, og nærmest uanset hvad de kan fortælle mig, vil jeg komme til at tude igen... Går virkelig med alle følelser helt uden på tøjet...
Og jeg hader det!!!!!!!!!!
Fik lov at holde fri imorgen. Hvis de ringer med dårligt nyt, og må aflive hende, vil min mor køre mig derind og sige farvel, og så tager vi hende med hjem og begraver i deres have...
Det ville være så forbandet meget lettere, hvis hun var en gammel mis, og vi havde en masse at tænke tilbage på, og vi alle vidste at det var ved at være tid... Men det er ikke ved at være tid!!
Der skulle mindst være ti gode år tilbage i hende... Og jeg har en masse gode minder, men jeg ved jo bare at det ikke skulle være slut endnu!!!
Lucas kom op og så jeg havde grædt og spurgte hvad der var galt, og jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle sige... Og så sagde jeg bare at Josefine ikke havde det godt... At hun måske ikke overlevede, men at vi ville få mere at vide imorgen... Og så græd han også... Dumme mig!!! Trøstede lidt, og så satte vi os til at spille PlayStation for at få tankerne væk... Det hjalp også sådan nogenlunde...
Og nu er der ikke andet for end at vente til imorgen...
Fuck og for helvede og hvor kan jeg bare slet ikke hænge sammen!!!