Varmen er på højtryk - nu tager solen hævn for alle de regnvejrsdage og kolde badestrande. Seriøs hævn. Det er næsten ikke til at holde ud. Man valser rundt i så lidt tøj det nu er muligt at klæde sig i uden at se uanstændig ud. Andre skider hul i anstændigheden, og ser utrolig lettet ud når de går næsten helt nøgne rundt.

jeps, jeg har været på arbejde igen i dag - ligesom næsten alle andre dage. Og ja, heldigvis fik jeg også fri i dag. jeg greb chancen og derved cyklen, og stormede hjemad. Solen bagede, men når man cyklede fik lige akkurat nok vind til ikke at blive over ophedet.
Jeg cykler langs havnen - det ligger lige præcis i udkanten til Randers centrum - der hvor alle bilerne skal kører for at komme nogen som helst steder hen. Jeg har rettet ryggen, smil på læberne, håret flagrende bagefter mig og synes faktisk selv at jeg ikke ser værst ud når jeg cykler.
Desværre er cyklen en smule i stykker. Skærmen der skal beskytte cykelkæden er flækket midt på. Faktisk er den flækket akkurat nok til at en piges helt nye cowboybukser til 400 kr. kan klemme sig igennem og ind i kæden. Og det er præcis hvad der sker.
Jeg når lige at tænke "Perfekt cykelvejr", før jeg pludselig mærke min ene bukseben sidder fast, jeg falder forover - med skulderen først og cyklen lander brutalt oven på mig.

AV FOR HULEN!
Min bukseben sidder lige så fast som en 9. klasses elev ville gøre til sin mundtlige mat. eksamen. Uhjælpelig. Solen steger - og min ankel smerter voldsomt lige som min skulder gør det. Folk som sidder i bilerne, og som har set hele det dybt pinlige optrin dytter og vinker voldsomt. Ja, jeg ville gerne se dem vinke hvis jeg fik fingrene i dem!
Jeg tror jeg når at sidde der i over et kvarter, og når at se omkring 30 cyklister cykle grinende eller ligeglade forbi mig, og jeg sidder stadig væk fast med cyklen over mine ben.
"Kære Gud. Vær nu sød at hjælpe mig lidt her." To mennesker kommer i min retning. Når de endelig kommer tæt på mig (og hold da kæft, hvor gik de langsomt), så spørger jeg med de sødeste hundeøjne:" Undskyld. Tror de at de kan hjælpe mig?" Manden ser på sin hustru - de snakker sammen. Åhhhh ......nordmænd. "Gud, jeg ved godt at de gør dit bedste...men nordmænd!?!?!?!"
Alt i alt ender det faktisk med at nordmanden til sidst opfatter at jeg faktisk sidder fast, og ikke bare soler mig midt på cykelstien med min cykel over mig. Som om det var et dansk ritual!*grrrr*
Men jeg takker da venligt - og forlader haltende og meget flov gerningsstedet. Med et par ødelagte cowboybukser, en forstuvet ankel, blå mærker og en særdeles ødelagt cykel uden skærm.

-Næste gang tager jeg bussen. Varmebølge eller ej!