Pigerne i går var klædt i stramtsiddende konventioner, ordenssans og rynken på næsen styltet op på tårnhøje ambitioner. De skulle alle til en Rasmus Seebach koncert og hævede desangående deres volley-tonede arme og klappede begejstrede i deres smørbløde hænder med de farvestrålende lange kløer.
Jeg stod og hang i dørkarmen, klamrede mig til den sidste rest af energi og tænkte at jeg hellere ville skyde mig en kugle for panden end at tage til en Seebach koncert. Klokken var lidt i fem... jeg siger uuuhhu. Jeg betragtede den smukke koncentration af overskud, selvkontrol og frygt for at falde uden for de optrukne linier. Jeg stod der i dørkarmen og havde trukket grænsen op mellem dem og mig. Mine fødder var hævede og det strammede i lægmusklerne. Jeg kedede mig bravt ved at høre om deres seneste indkøb, tøj, smykker og Rasmus Seebach billetter, købekraften og tomheden ville ingen ende tage. Jeg tænkte på at hoppe ud fra altanen, eller drukne mig i en Pina Coladas flødetykke syrlighed. Jeg wordfeudede indædt med knastørre konsonanter, mens jeg tænkte på, hvordan jeg kunne slippe væk. Forsøgte at være med lidt igen mens jeg dulmede utålmodigheden med et par baconindpakkede dadler. Luna skrev og spurgte, hvad jeg havde gang i, men jeg fik aldrig rigtig fat på hende. Desuden kunne mine vandballoner til fødder ikke holde til at gå i byen endnu en nat. Endelig fandt jeg på en undskyldning og slap ud til min regnvåde cykel, speedede hjemad gennem et slurprende vådt København. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke finde min nøgle til hoveddøren. Jeg måtte træde ud af mine små sko og ned på den kolde asfalt, mens jeg pakkede alt ud af min taske. Den var der ikke. Heldigvis var roomie kommet hjem og kunne buzze mig ind. I dag har jeg sovet ustyrligt længe og spist min længsel efter at se den mavesure stodder til Bob ned i nybagt hvidt brød. I morgen tager jeg til yoga og hård spinning, noget skal der ske.