13 år siden

Rock Bottom

Hvor blev mit af?
roed
11 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
7 år siden
Drømme
Salomon
9 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
11 år siden
På vej mod overfladen
Thor Rosenbl...
3 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
10 år siden
Et digt
Peter Munk (...
11 år siden
Romanskrivning!!
Pernille S. ...
10 år siden
Kære natbog (I)
Olivia Birch...
10 år siden
Hvorfor er jeg så vred?
Neola
3 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
8 år siden
10.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
feber
Kenny Raun (...
10 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
8 år siden
Hvem er først ?
Halina Abram...
7 år siden
Er god start så meget at ...
Kellany Bram...
11 år siden
Hvorfor husker man altid uheld i langsom gengivelse, som en serie filmiske splitbilleder, man kan afspille et for et? Sekundet før det går galt kan jeg aldrig huske, men fra min fod begynder at skride begynder min hjerne at optage det kommende scenarie i high res. Det står som pisset i sne bag mit indre blik. Skoen begynder at skride. En løbesko med neonfarvede snørrebånd, som jeg pludselig ser forenden af mit ben oppe i luften. I den ene hånd en tallerkenfuld rugbrødsmadder med frikadeller og remoulade. Den katapulterer jeg ud i luften før min bagdel forvandler trappen til et slagtøjsinstrument, hvor den i et stigende crescendo afspiller hele skalaen, og først stopper ved bunden. Frikadeller, tallerken, rugbrød og remoulade hænger i luften som en eksploderet isometri, hvorefter de fritsvømmende laver saltomortaler mod gulvet. Mit andet ben raver rundt oppe på væggen, og får meget apropos fat i kanten af et spansktegnet barneportræt af mig, dengang jeg endnu var barnesmuk og blåøjet i fletning og hvid kjole streget blidt op i uskyldsrene pasteller. Mit insisterende barneblik i metalrammen raser ned over min hånd, mens min fod kiler sig ind bag bogreolen som står for enden af trappen. Her ligger det voksne jeg og det uskyldsrene 7årige jeg i et sært samhørigt øjeblik, et udspændt stilleben af intens smerte. "Costa del Sol", tænker jeg før min krop reduceres til tre epicentre af hidsig smerte, min hånd, min albue og mit haleben, hvoraf de to første hurtigt overdøves af halebenet. Der var vi, da billedet blev tegnet. Hunden, som fik en brat opvågnen fra dybe drømme, står i sofaen og har undrende betragtet optrinnet (altså, det den kan se, den er nemlig svært plaget af grøn stær), derefter springer den gumpetungt ned, kommer hen og giver mig et slik på hånden, før den begynder at rydde op i frikadeller, rugbrød og remoulade, der som konfetti har overstrøet stuegulvet. Billeder af mit semiarbejdsløse jeg, på hospitalet, med enden placeret i en farvestrålende badering, passerer revy for mine øjne, før jeg forsigtig og småtudende får mig selv skrabet op fra trappen. Smerten er hvidglødende men dog i aftagende, og jeg kan bevæge mig.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Rock Bottom er publiceret 19/01-2012 20:10 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.