Lørdag:
Jeg er blevet forkølet og er helt tæt i næsen og tung i hovedet. Jeg har ikke været ude, hverken i går eller i dag. I stedet forsøger jeg at få masser af søvn, blive rask og samle kræfter til næste uges North Side i Århus. Jeg har dog forkælet mig selv med friske jordbær med mælk og fløde og nu en Gin and Tonic - hvor Tonic-vandet er fladt og helt uden brus og bobler. For én gangs skyld er jeg rimelig afklaret med at have et par kedelige hjemmeaftener. Jeg ved godt, hvorfor jeg hader dem. Jeg kommer så hurtigt til at føle mig fanget i denne lille lejlighed, og jeg er bange for at gå glip af alt det lydene og lyset udenfor lover. Man kommer til at tænke alt for meget på alt for mange ting, når man går rundt alene uden hverken fjernsyn eller radio tændt. Jeg har endda forsøgt at ringe til min mor, men hun tog den ikke og har ikke forsøgt at ringe tilbage. Jeg aner heller ikke hvad det var, som jeg ville snakke med hende om. Hele dagen har jeg gået i tanker om at købe en lejlighed. Jeg har fundet en dejlig en, og der er fremvisning på den i morgen. Men straks sætter vægelsindet ind. "Jeg har det jo også meget godt her. En rimelig husleje. Godt nok ikke så meget plads, men det fungerer". Min hukommelse har affotograferet hele den lejlighed, som jeg har kig på, og i tankerne har jeg gået rundt i den, indrettet den og levet mit liv i den. Jeg tror, jeg er bange for den beslutning, for det føles som om at sige, at jeg skal være alene for altid. Hvis man dog bare havde købt en lejlighed, da man stadig studerede.

I forgårs vågnede jeg op allerede kl fire og havde svært ved at sove. Og da jeg endelig faldt i søvn igen drømte jeg urolige drømme om For Bekendt og mig i mit brusebad, mens der var gæster overalt i min lille lejlighed. Senere lå vi i min seng og her hviskede han i mit øre, om vi ikke skulle lave en lille baby og jeg svarede "Åh, hold nu kæft", og vendte mig om.
Om aftenen skulle jeg så på date med Slipset, som endelig har taget sig lidt sammen. (Dette var ikke en drøm). Det var hyggeligt nok, men jeg fornemmer ikke nogen form for kemi. Der er vist blevet bundet en gordisk slipseknude på den affære, it seems. Og nu denne forkølelse. Jeg slæber mig hen af fortovet som en faldefærdig gadetigger. Jeg havde faktisk glædet mig til den date. Det er virkelig år siden at jeg sidst er blevet inviteret ud at spise af en fyr. Og så blev det sådan lidt anti-klimaks, han er virkelig svær at læse og samtalen gik lidt trægt. Jeg tænder ikke rigtig på ham, hverken fysisk eller hans personlighed. Han snakker meget om sit arbejde. Under daten kom jeg til at tænke på For Bekendt igen. På, hvordan det ville være at sidde der med ham istedet. Hvad vi ville snakke om. Inde i mit hovede blev det til en meget sjovere samtale. Både dybere, men også meget mere humoristisk og flirtende.

Jeg har drømt meget i dag, og det sidste jeg husker er, at jeg kigger på et verdenskort, og får ligesom øje på nogle helt nye lande, det ser helt anderledes ud - og jeg tænker at hvis man dog bare kan komme helt der ned. Ordet Sarmarkand dukker op. Jeg hører kollega-smølfs stemme foragtelig, sarkastisk-sjov: "hun er sgu da sådan en mama, måske hun bare skulle blive ved kødgryderne"... jeg ved ikke hvem, hun taler om.