En af de der dage, hvor man bare kigger på ens egen åndes aftryk på indersiden af osteklokken. Gik ud i frosten i dag, jeg kan godt lide at gå og bare lade cyklen stå. Tror jeg gik omkring otte kilometer. Efter at have været til et møde med en utrolig venlig dame i A-Kassen tog jeg trinene ud i storbyens intethed. Jeg gik i stå ude på det fortov. Jeg kiggede til højre og til venstre søgende som en turist. Jeg ville have et ærinde, men havde ikke noget. Jeg ville mødes med en ven, men der var ingen. Jeg kunne ikke gå hjem. Ikke allerede. Jeg føler mig som en af de der tomme tynde hvide poser, man får take away i, som bare hvirvler rundt i vinden, skraber mod gaden, tager en tur i luften, klasker sammen i hjørnet. Tynd og gennemsigtig. Anonym. Et spøgelse, der hjemsøger de gamle gader, som svæver rundt uden mål. Og mere skal der ikke til før selvmedlidenheden går som uønsket fostervand
Jeg møder de samme mennesker på vesterbro. En høj flot, let svedig mand i gråt træningssæt. En høj transvestit med knoklede ben i netstrømper og gult tyl, forklædningen, der sidder lidt skævt over øjne, der ligner tequila sunrise. Jeg kigger på alle de der mennesker og tænker, at de er her, og kan ikke forstå at det er mig som er her så lidt.

En stor café lattes mælkebløde koffein lagde sig lindrende om det pindsvin af håbløshed som havde puttet sig i mavens hulrum. Jeg har ikke råd, men gør det alligevel. Jeg kiggede på Nicolas Bro som købte en Americano med meget vand, half and half. Han er ikke så tyk i virkeligheden. Jeg havde ikke engang lyst til at sniffe baner af bogstaver op gennem pengesedler i Arnold Busck. Jeg fandt et job, ét som jeg passer på, ét jeg kunne tænke mig, jeg gik ud derfra med hovedet fuldt af drømme og idéer.

Jeg er holdt op med at ringe til folk, for jeg har ikke noget nyt, og slet ikke noget godt nyt. Alligevel ringede jeg til mor for at minde hende om at aflevere biblioteksbøgerne. Hendes stemme var fjern og jeg kunne høre mig selv som et vrængende ekko. Hendes tilslørede bebrejdende sorte suk. Min stemme der faldt ud. En hvæsen og en skratten. Gentagelser af ingenting i irriteret diskant. Tilsidst brugte vi begge en gammel ruhåret gravhunds hvalpede opførsel, som en pude til at aflive anstrengelsen og irritationen. Nu er den pligt da overstået for en tid.