Jeg mødtes med en fysioterapeut i dag for at ligge mit første personlige træningsprogram. Hun hedder Kit. Jeg skriver navnet for at huske og ikke glemme det igen. Jeg tog mig selv i at forsvinde når jeg kiggede på hende. Hun har stået og vist de samme øvelser med 2kgs vægte hele eftermiddagen og alligevel er der ingen udmattelse at se, når hun viser de korrekte positurer. Eller var det derfor jeg kiggede på hende? Følte jeg, at hun skulle være mine nye ven?

Mine hænder ryster lidt stadig og jeg kan mærke muskelømheden snige sig ind på mig. Var det måske for optimistisk at sige, at jeg allerede er klar til at smadre videre med træningsprogrammet imorgen? Det må imorgendagen jo vise. Men det føles godt i kroppen at være i gang. Kunne mærke musklerne spinde, da jeg løb en tur efterfølgende og mavemusklerne der gjorde opmærksom på, at de fandtes. Slapssvanse Crew! Endelig tog jeg mig sammen. Jeg er allerede helt utålmodig over, at jeg ikke startede noget før. Men alt søvnen og de uendelige forkølelser har holdt mig inaktiv.

Jeg var også til skolepsykolog i dag. Troede egentligt at jeg burde have afmeldt for jeg har tænkt mig at afslutte mit forløb på skolen. Men hun var meget glad for, at vi afsluttede på en fin måde. Hun følte, at hun havde lært lidt. Eller i hvert fald erfaret, at der var ting hun ikke vidste noget om. Jeg fortalte hende, at hun kunne læse noget kønsteori af Judith Butler. Men ellers havde jeg ikke noget at henvise hende til. Jeg havde lyst til at kramme hende da jeg skulle gå. Det samme med fysioterapeuten. Har åbenbart kærlighedsoverskud.