Jeg elsker mit arbejde.
Jeg har nogle fremragende kolleger og to vidunderlige chefer. Søde og rare kunder og vidunderlige arbejdsforhold.

Jeg har været så heldig at skyde papegøjen efter så mange år at have arbejdet hos mennesker, som nok var de mest uinspirerende og uinteressante mennesker jeg til nu har mødt.
Chefer!
En spidsfindig race. Forskere tror, at den er ved at uddø, men i min branche (red. restauration)har de fleste endnu ikke fundet ud af det mest logiske ved at tjene penge: 1) Pengene kommer fra kunderne 2) Kunderne bliver betjent af tjenerne 3) Tjenerne er dem som gør det ekstra for kunderne, så de er tilfredse og kommer igen. Ergo,hvis tjenerne er umotiveret, gør de ikke noget ekstra og omsætningen falder.
Og hvor har vi så chefen?

Jo, chefen er den, som motiverer sine tjenere. Skaber gode arbejdsforhold, interesserer sig for sine medarbejdere og sørger også for at rose dem, når de gør noget ekstra godt.

Men nu har jeg arbejdet under et eksemplar som ikke så det på den måde. For det første var han menneskesky! "Ja, så er det fandme en god branche at være i!!!!"
For det andet havde han mistillid til andre mennesker, herunder sine ansatte.
Så vi blev altid tjekket i hoved og røv...os voksne mennesker!
For det tredje gav han ikke mulighed for videreudvikling . Her taler jeg vinsmagning, cognacsmagning osv. , som i sidste ende ville have været godt for hans pengepung, da vi ville have været istand til at sælge mere og bedre.

Den fjerde og sidste, var næsten den værste. Vi blev snydt i hoved og røv økonomisk. Rettigheder var en by i Georgien og herunder ville han have , at folk skulle arbejde konstant uden mulighed for afspadsering.

Stodderen gik heldigvis konkurs, men for fanden hvor er det dog en beskidt branche noglesteder.

Derfor ved jeg at jeg bliver en god chef. Jeg VED hvor guldet ligger: mine ansatte!! Og jeg BLIVER chef, fordi mindre kan ikke gøre det. Det er ikke magten jeg higer efter, det er selvstændigheden og ikke at skulle spørge andre om lov.

Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at vi skal have den restaurant i spanien.
Og så vil jeg skide på hvad alle de jantelovstilbedende nokkefår herhjemme siger. jEG tør i det mindste leve mit liv, JEG tør at tage risici.....fordi jeg ved at jeg er dygtig til mit fag og til mennesker. Og så har jeg et gåpåmod der næsten ikke er til at komme udenom.

Gid der var flere der var bedre chefer og gid der var flere, der turde leve deres vildeste drømme ud.

Det giver karakter!!! Så skide være med hvis det ikke lykkedes, så længe man ikke dør af det.

camilla