Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
8 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
5 år siden
Stemme
Halina Abram...
7 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
10 år siden
Mine tanker
Zein Ali (Bi...
4 år siden
Det ender med en silhuet
Olivia Birch...
10 år siden
Pigsen
Poul Brasch ...
11 år siden
Tab og vind med samme sin...
Michala Esch...
17 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
10 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
12 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
10 år siden
Du Får Ikke Så Meget Som ...
Junior Chris...
1 måned, 25 dage siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
9 år siden
Aaaaahhhhhh.........
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
12 år siden
folkeskolegensynsfest
Peter
11 år siden
Gadens skæve eksistenser.
Ruth Christe...
8 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
12 år siden
i bad med Noa
Peter
9 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
8 år siden
Gnist...
Signe Unmack...
3 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
15 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
11 år siden
Gladiator skrivekursus?
Ida Hansen (...
6 år siden
Sidder i tog med min søster på vej hjem far mine forældre og skriver denne tekst.

I mine ører lyder ’The end’ af Scott Matthews fra filmen ShortBus. Jeg er en stor sentimental klump i disse tider… ved ikke helt hvorfor. Græder ofte… over ingenting.

Begyndte helt spontant et græde hos mine forældre oppe i sengen, fordi jeg pludselig kom til at tænke på en situation, der i dag er 2 et halvt år gammel. Da J og jeg var i Argentina i et år, endte vi sørgeligt… Han følte sig på en eller anden måde klaustrofibisk pga min eksistens og tilstedeværelse, og ville alligevel ikke gøre det forbi. Det var lidt svært at forholde sig til. Han begyndte at snakke om, at skulle rejse halve år alene…. Vi havde mange diskussioner om det. Jeg mente, at det var fint at være fra hinanden, hvis det var fordi andet ikke kunne lade sig gøre - hvis man ikke kunne finde meningsfulde ting at gøre i det fremmede land begge to, men han mente at hele formålet skulle være, at vi ikke skulle være sammen.

Jeg blev træt, jeg gav op, jeg sagde slut. Jeg mente det ikke, men jeg kunne ikke holde til mere. Det var kort tid inden vores hele år væk sammen var gået. Jeg endte med at bestille en blllet hjem før tid. Han tog ud at rejse, han tog til festival. Han tog væk. Jeg måtte alene gøre den lejlighed vi havde delt med to andre i stand til aflevering, diskutere med udlejeren om det og det, der var brækket, malede lejligheden, pakkede tingene sammen… J var væk, rejste rundt. Jeg tog alene ud i lufthavnen, jeg to alene hjem. Det var forfærdeligt…. Det var så brutalt og ubehageligt og sørgeligt, afslutningen på vores liv i Argentina. Hele tiden savnede jeg ham og vidste ikke, hvorfor det pludselig var gået sådan.

Og så kan jeg pludselig ligge og græde over det igen næsten 3 år efter. Jeg har sgu været så fucking stærk og tålmodig dengang - og en idiot? Jeg levede efter devisen, at man skal tro på det folk siger.... det tror jeg vist ikke på mere, desværre. Jeg har besteget Mount Everest alene og lider stadig af forfrysninger. (Kors hvor er jeg storladen for tiden,... den er helt gal! Hvis man griner, griner man med ;) )

Forældre troede jeg var syg. Vi spiste aftensmad, og over bordet kom vi til at tale om, hvor vi evt. Skulle tage hen til min fars 65års fødselsdag. Vores hjemland Djursland kom på banen, fordi forældres venner har sommerhus der. Jeg spurgte søstrene, om ikke de kunne have lyst til at komme derover igen. Idet jeg spurgte, begyndte jeg igen at hulke af sentimentalitet over vores gamle hjemland, så de små nevøer blev helt forskrækkede…

I guder…. Har vist i virkeligheden altid lidt af sådan nogle mærkelige årsagsløse sentimentalske perioder som måske ikke skal føres tilbage til noget, men som bare er sådan …. En mærkelig ophobning, der så flyder over engang imellem. Kan i hvert fald huske at der var sådan nogle perioder, da jeg stadig boede hjemme.


Senere...
På vej hjem fra toget bad jeg søster lytte til sangen 'The end' Om den ikke var flot. Hun sagde, at det var rigtigt, at den var god. Teksten.... men at hun ikke kunne forstå det sidste, han synger. Jeg sagde; 'We all get it in the end'... så gik vi lidt videre. To sekunder efter var vi smadrede af grin. 'På nær mig' sagde hun. 'Pånær mig' tænkte jeg.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget We all get it in the end er publiceret 19/10-2008 21:54 af Pletfrit Sind.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.