Søster kører ungerne afsted.

Jeg bliver her til i morgen hvor så vi tager sammen tilbage til byen og skal have den længe ventet "alene-dag" med vores mor.
Ingen unger, ingen mænd...kun os tre.

Tiden tikker til deres afrejse.

I aftes sad vi og talte om, hvordan vi egentlig skal gribe afrejse-dagen an og hvordan det bliver at se båden sejle ud af havnen.

Puhhh-BAD for en nyser.
Jeg tror ingen af os, har taget stilling til at skulle tage den afsked.

Når det så er sagt, må man sgu også se posistivt på det; hvis vi vil, har vi mulighed for at fejre næste jul på Cap Verte...måske Barbados!

Det længe ventet opkald kom så i går aftes.

"Bla bla bla bla (kæmper med spydigheden i stemmen) bla bla bla bla (det vrider sig inden i mig) bla bla bla bla (jeg kan næsten ikke styre mig mere)"

"Nå, er det så det helt store?" (Mit primitive sind ønsker at blive forsikret om, at jeg stadig indtager 1. pladsen)

"Ja, det er det faktisk! Det ER det helt store." (forkert svar!)

Han stopper ikke engang her...

"Hun har en søn og jeg siger dig han er den dejligste dreng...så høflig og velopdragen."

(Jeg er på nippet til at kaste op)

"Det var da deeeejligt for dig hva? Det er jo lige dig hva?" (underforstået; så fik du endelig det ønskebarn og behøver ikke engang bleræset osv)

Han bliver ved, på trods af at mine tvetydige bemærkninger nu nærmest bliver sørgelige og alt for gennemskuelige

"Har DU det godt?" Tillader han sig så at spørge.

"Fint-fint!" (underforstået; af HT!)

Den "venskabelige" samtale vender sig indvendig og jeg skynder mig at smide en latterlig undskyldning gennem røret og får sagt farvel.

Havde jeg forsat, ville min iforvejen skrøbelig stolthed knække.

Åhhh en gang...hvor er jeg dog rasende primitiv!
Jeg ville aller helst have kvidret. Mine små spydige udbrud var for gennemskuelige, selv for ham!

Men jeg gjorde hvad jeg kunne og synes sgu jeg alt i alt klarede samtalen godt.
Det primære var, at jeg ikke brød sammen og efterlod os begge forvirrede og frustrerede.

Nu er det så afviklet...afsluttet.


Jeg klamrer mig til "man-er-jo-kun-et-menneske-tanken". Det GØR bare ondt når ekskæresten kommer videre når man ikke selv er så skide forenelig med livet. Det er vel princippet i det. Skønt man ikke vil tilbage til noget gammelt...ja så gør det ondt alligevel.

Sådan er det bare!

END OF STORY


Min søster og jeg vil nyde roen inden den store børneaften begynder.
4 styk skal bage muffins med os i dag (DEAR LORD!)...når det så er gjort, vil vi placere dem foran tossekassen også skal vi have sushi.

Hjemmelavet sushi er ren KRÆS for Mimmer og jeg. Søsterhygge af højeste kvali-vare!

Noget er rygende galt inde i mit hoved. Det er som min balance er forstyrret...bekymret? Nej, snarere irriteret!