Man mærker lige fra man står op af at han mangler, ingen lyd... Total lydløshed, det eneste man kan høre er urenes tiktak, en tom, mørk og dyster stilhed har lagt sig over mit lille hjem, hans kurv er tom, madskålen og vandskålen er tomme. Ingen sad ved siden af mig mens jeg forsøgte at klemme ned noget morgenbrød.

Ensomheden og stilheden er det sværeste nu. Alt hans legetøj, redskaber og ting ligger nu i et net, ikke gemt væk, men som en sidste monolit til hans lille ære. Indimellem er det som om man ser ham i øjekrogen, som om et objekt er formet som ham, men hver man kigger, er det ikke ham, men som om han plager mit øje, en sidste tanke fra ham som han efterlod måske, jeg ved ikke...

Har grædt mig selv til søvn inat, dog var der en som var så sød imod mig, at gøre alt i hendes magt at holde mit døde mod oppe. Jeg håber at møde hende snart, for hun er som en venlighedens og sødhedens gudinde.

Men stadig, Solo, min tapre lille følgesvend, er her ikke mere og det kan føles. Så meget at hvis du har haft en sten i din have der har ligget stille på samme sted i over 100 år, og så fjerner den. Det hul der kommer... det perfekt hul som har formet sig efter stenen er som Solos fravær.

Far ringede også idag, han kunne ikke ringe igår, han sad selv og var ked af det, han fortalte han har ligget vågen hele natten og ikke kan fatte det at Solo ikke er mere. Det er eller en mand som slet ikke viser sine følelser, eller kun meget sjældent ihvertfald.

Suk.. Jeg går rastløst rundt, jeg er vant til at vi går lange ture. Men ikke mere, gider ikke gå en lang tur nu, måske imorgen, måske senere.. Vi må se. Men intet er det samme mere, Jeg savner dig så meget min tapre lille Sol(o)dat.

Sov godt i evighedens omfavnende mørke.