Idet man træder ud af dørren på arbejdet og er på vej hjem, føler man ingen glæde... Idet man stikker nøglen ind i dørren og låser op... Ingen møder een, kun stilhed og tomhed... Jeg gik den tur vi plejde at gå, den virkede så minituøs når han levede, men nu... Ville jeg give den lille rest af min sjæl jeg har tilbage for at få ham tilbage, alle minderne, det at man næsten kan føle man går med ham i snoren og han piler hen over gaden i ivrig takt og hele tiden kigger bagud med sit ultra venlige, evigt nysgerrige og lille ballademagere udtryk... Aldrig mere...