Hej Fyldepennen.
Kan ærligt fortælle at der er sket meget siden jeg sidst var her og at jeg rent havde glemt alt om siden indtil der tikkede en mail ind for nylig.

Jeg har en masse at fortælle om, det er jo trods alt en pæn del år siden.
Min far er blevet skilt fra sin kone gennem 11 år fordi han havde fundet en bekendt, han havde kendt 25 år tidligere, og hellere ville være sammen med hende.
Der gik ikke længe, så flyttede min bror og jeg sammen med vores far til en anden by, hvor det viste sig at vi skulle bo sammen med hende i samme lejlighed. Det skete i december måned, og den jul var der en mærkelig stemning over lejligheden, hvor juleaften blev holdt med sammenbragte familier og uden juletræ.
Tre gange i december måned drak hun sig fuld og forsvandt. Den første gang ringede hun og forlangte af mine bedsteforældre, at bryllupsbilledet af min far og hans ekskone skulle pilles ned af væggen. Det gjorde min bedstefar vred og min bedstemor ked af det.
En gang i januar flyttede min bror og jeg tilbage til min fars ekskone, fordi min bror var enig med min bedstefar og stedmor, at det var klogt. Jeg blev overtalt, men ville have blevet for min fars skyld. Det var meningen at vi skulle bryde kontakten med ham, men både min bedstemor og jeg kunne ikke holde fingrene fra at tale med ham.
Det gjorde min bedstefar sur og så sagde han, at han ville flytte for sig selv, og gjorde min bedstemor endnu mere ked af det.
Siden har de boet hver for sig og jeg kan glemme alt om at holde en stor juleaften engang når jeg får mit eget, for min bedstefar og faster er sur på min far over hans nu ekskæreste, og min far har ikke lyst til at være sammen med min stedmor, fordi han har fortalt mig at deres ægteskab egentlig ikke var meningen, men baseret på en spøg hun tog bogstaveligt og siden tre år før skilsmissen havde han villet tale med hende om deres ægteskab.

Psykisk er jeg i kulkælderen. Jeg tror ikke på det med psykologer, men er nok nødt til at få en aftale med en alligevel. Jeg har gået og spekuleret i mange år nu om jeg skulle have depression og en test på nettet, Goldberghs depressionstest, har flere gange bekræftet det for mig. Jeg føler mig som en hypokonder bare ved at tænke på det. At jeg overreagerer og bare lige skal have tid til at sunde mig.

To gange er jeg begyndt på en uddannelse og har forladt den igen. Den ene gang kom jeg til eksamensperioden i 1.g, den anden nåede jeg til kort før juleferien sidste år i 2. HF.
Jeg skammer mig over ikke at kunne tage mig sammen og blive færdig med en uddannelse. Jeg skammer mig over at være en af dem, der virker fysisk raske, der sidder på deres flade røv og triller tommelfingre, mens staten betaler for at jeg laver absolut ingenting. Hvis jeg havde modet, ville jeg troppe op og bede dem give mig hvad som helst, bare jeg havde psyken til det. Min krop kan klare det, men mit hoved kan ikke. Jeg føler mig så ussel, når jeg tænker på det. Jeg kan sagtens arbejde, men alligevel kan jeg ikke.

Så min familie er gået i spåner, jeg har en mulig depression hængende over hovedet og her har I mig så. Ødelagt af verdenens ondskab kaldet kærlighed, begær og magt, er jeg vendt tilbage fra de døde.
Og det begyndte lige så muntert... Pokkers også.. Undskyld, virkelig, utroligt meget undskyld...