Var ude på neonatal og hilse på min ven, kæreste og lille 14 gamle alt for lille dreng.
Mærkelig følelsestur. De bor nærmest derude. Alt er ok... kæresten lider stadig lidt af forgiftning og ser en smule deprimeret og tung ud i det. Hun plejede at være en lille bitte let og hopsasa spirrevip. Men det har også været en voldsom tur for hende, med akut kejsersnit og alt muligt. Ved ikke om også er på antidepressiv....
Barnet har efter havd undersøgelserne siger slet ikke taget skade. Han er simpelthen bare underernæret og har en del sul at indhente. Og det har også gjort, at han ikke voksede helt i kropsbygning den sidste tid i maven. Men alt er udviklet og fungerende som det skal. Han skal bare lige blive stærk nok til at kunne spise selv.
Når man går derfra, og ens bedste ven er helt optaget af at elske og redde sin kæreste og sit barn, og livet kan nøjes med at veje 1300gr. og alligevel have et ansigt, der gør indtryk på en... så føles alting lidt anderledes.
Egoistisk som jeg er, følte jeg naturligvis, at jeg er tilovers. Helt vildt tilovers. Og selvkritisk som jeg er, følte jeg naturligvis, at det er min egen FUCKING skyld. Så få dog noget at gå op i! Jeg gik der på gaden og tænkte. Krop, intilligens og tandsæt i topform. Applikationsevne = nul! Jeg laver fucking bannere, og visuelt lirum larum. Hvor ligegyldigt er det?
Jeg tog en taxa hjem i selvmedlidenhed. Gyseligt. Overfladiske liv! Og så skrev jeg til fyr på facebook, fordi jeg ikke vidste hvem ellers, der kunne tåle at høre om mit latterlige indre, og præcis samtidig skrev han 'drille?' til mig i sms. Hvilket er blevet vores kode for at være sammen. Humørmæssigt var vi nok så forskellige steder, som vi kunne være, men han er sød. Gad godt lytte, gider altid at nusse. Han er ikke en hård mand. Han er en kærlig ung dreng med et kæmpe potentiale for at blive en af de bedste mennesker i verden.
Ved ikke hvad fanden det er for noget, men kan mærke jeg skal passe på mig selv. Når han bare kan skrive til mig, og jeg siger ja, hver gang han spørger, så bliver det lidt farligt, også selvom skævheden oprindeligt vendte den anden vej ... og jeg er jo ikke følelseskold. Jeg tror bare ikke vi er rigtige for hinanden. Og han er bare ung og primitiv, som han siger med et kæmpe smil. Og selv om jeg er en del år ændre end ham, så tror jeg sgu næppe, han er flov over bekendtskabet, tværtimod. Det er nok snarere mig, der har været det. Men det ændrede sig, da han var med som ven til festen. Og jeg kan mærke mine venner er glade for ham.
Fuck hvor er jeg dog lille bitte bitte - nogle gange. Meget mindre end den lille bitte dreng, med det gammelkloge ansigt.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Lille bitte bitte baby er publiceret
28/02-2009 11:12 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.