Det er så mærkeligt at tænke på, at "1001 tårs tøsetanker" er ude hos pressen nu. Forlaget har allerede sendt en del ud. Min baby er ikke helt min mere. Nu kan folk flå den fra hinanden, rynke på næsen eller klappe i hænderne. De kan gå efter det personlige, diskutere at blogge eller læse den som en roman. Og der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.

Jeg har foreløbig givet bogen til to. Har ikke hørt fra den ene part, men min mor skrev sms´er under hele læsningen: "Jeg skriger af grin over din rammende beskrivelse af familien og glemte helt brødet i ovnen - nu er her røg over det hele!" DET er vildt. Vi taler om en kvinde, der bager nybagt brød hver dag, sætter æggeur og beder andre om at holde øje, hvis hun er ude i haven. Tror faktisk det er det største kompliment, jeg har fået.

Da hende og far hentede den, bad jeg dem om at undgå de indlæg, der virkede for private (læs: seksuelle). Det lovede de. Også for deres egen skyld :-) Min far var sød, og jeg kunne se, at han var vildt stolt. Han var helt stille, men blev ved med at læse forfatterbeskrivelsen og sige, at det var mig. Ham har jeg dog ikke hørt fra siden, hvilket bekymrer mig lidt.

Mutti ville holde noget for familien i dag, hvor vi skålede for bogen, og jeg kunne give et par eksemplarer, men jeg kan ikke overskue det. Ønsker ikke, at min familie skal læse den. "Men de gør det jo alligevel", var hendes knap så beroligende kommentar. Nu sidder jeg og overvejer at lave kort eller ringe rundt og sætte dem mere ind i bogen. Og hvilke ting jeg vil have for mig selv. Kan læse at den engelske blogger, der udgav blogromanen: "Girl with a one tracked mind", at moren bare læste et indlæg og så lod resten være i respekt for hendes privatliv.

Men det er sjovt nok - på bog virker det bare som en... bog! Den har fået sit eget liv.