Jeg har modtaget en fantastisk mail fra en læser. Han føler, at han får et unikt indblik i mit liv, selvom han godt ved, at han ikke er den eneste, der læser bloggen. Sådan noget betyder meget, for når man lægger sin dagbog ud på nettet, giver man noget af sig selv, hver gang man skriver. Man håber, at ordene bliver modtaget i rette ånd, men man kan jo aldrig være sikker.

Lige for tiden føler jeg mig meget sårbar, fordi at jeg pludselig skal ud til ikke-bloggere med romanen "1001 tårs tøsetanker", som er baseret på min dagbog herinde. Det er MEGET skræmmende. Jeg har prøvet det lidt i URBAN, og det har været fint. Men hvad nu, hvor mine tekster er mere private, end de nogensinde har været på den blog? (Herinde var jeg jo hudløs og havde min venneliste, der også udkommer)

Men det bedste og sjoveste med mailen var, at vedkommende glædede sig til, at se hvordan jeg så ud, "selvom det bliver lidt som at se filmen efter at have læst bogen". Og han håbede ikke, at jeg blev for "public". FEDT!

For mig er det ordene, der skal styre. Det er vildt vigtigt for mig. Hvem, der egentlig står bag Space, er lige meget. Dem der har læst mig har deres billede af Spacemermaid. Mit rigtige navn og fysiske hylster er bare en "film". En fortolkning af en fortælling. Ha ha. Det er da skønt, når man selv ender som metafiktion.

Jeg håber meget, at det er den generelle holdning. Så føler jeg mig heller ikke så afklædt.