Det har vaeret helt fantastisk at vaere til bryllup. Jeg var en anelse bange for at komme til at foele mig alene og udenfor og alt saadan noget, men saadan har det slet ikke vaeret.

Jeg er stadig i huset hos brudeparret. Jeg sov her natten foer brylluppet sammen med Antonios foraeldre og ham. Meget meget teat pa kernen af det hele. Og hans familie har vaeret simpelthen vaeret saa soede.

Mamen og jeg og vors gamle roomie fra dengang... de er fantastiske. Jeg var saa stolt Ivan tog billeder... er blevet en voksen og utroligt dejlig fyr. Har den sodeste kaereste Domingo. Jeg sov hos dem paa hotelsvaerelset natten efter brylluppet. Saa hyggeligt. Og Mamen som brud. Saa soed og ikke oppustet. Hun er saa rolig og dejlig. Jeg var virkelig glad.

Alle deres venner var glade for at se mig, og alle sagde at Mamen havde fortalt saa meget om mig. Hvor skoent er det ikke at hoere, naar man kommer saadan ind i det fremmede.

Ved middagen sad jeg ved bord med alle dem fra Salamanca,der hvor vi laeste. De havde heller ikke set hinnden laenge, og derfor var det paa en eller anden maede som om vi var lidt ligestillede i gensynet. Alle lavede 'catch-up' ingen var interne. Det var simpelthen saa hyggeligt og rart, og det eneste jeg har lyst til er at blive her i Madrid. Jeg snakkede meget med en pige, Rachel om er et par aar aeldre end de andre (dvs. taettere paa mig i alder). Vi dansede og drak os fulde og havde det helt vildt sjovt. Saa fantastisk en folelse bare at kunne dumpe ned fra himlen og foele sig afholdt. Jeg er saa taknemmelig for at kende saadan nogle soede mennesker og blive inviteret ind i saadan nogle oplevelser.

Dagen efter - igaar - var helt forfaerdelig.

Det havde sneet voldsomt om natten. Jeg havde de vaerste tommermaend jeg har at laenge. Virkelig.... kan ikke huske hvornaar jeg sidt har kastet op af toemmermaend. Men saadan havde jeg det igaar. Og den i en mikroskopisk lejlighed med hee Antonios familie og flere af Mamens venner, fordi ingen kunne koere pga. af sneen. To smaa boern var der ogsaa... og ingen seng at 'sove den ud' i.

Jeg kastede op baa badevaerelset og sad og foelte mig som verdens mindste menneske, og slog mig selv i hovedet og synes det var pinligt. men heldigvis grinede de bare af mig... og guderne skal vide, at jeg vist ikke var den eneste. Naa, idag meget meget bedre. Igaar troede jeg, at jeg skulle doe.

Gaven? Den glemte Mamen paa bordet i restauranten, hvor vi spiste. Ditte Ficher i skraldespanden. Ikke til at baere - men hvad man kan gore :)