Fyr har alligevel lige skrevet til mig. At han var hos sine forældre, at han havde haft lyst til at slukke lyset sammen igår. At det kunne have været hyggeligt, og at han var på vej hjem derfra nu.

Damn it, jeg synes det er svært. Jeg er for nylig blevet husket på ordet 'sutteklud'. Jeg kan mærke det gør ondt. Det gør ondt, fordi jeg holder af fyr... og det gør ondt, fordi jeg på en eller anden måde ved at det ikke er det rigtige... og det gør ondt, fordi det er fucking svært for mig ikke at invitere ind. Damn it, måske bukker jeg alligevel under.

Nogen eller noget, har sat mig på repeat.

PS: I øvrigt var det vildt dejligt at gå tur og blive haglet ned af noget fra himlen. Jeg mødte en af J's venner, der bor i nabolaget, som sagde han ville komme på besøg i løbet af ugen, fordi han er alene med deres lille. Det er sødt.... jeg bliver sgu altid rørt, når alle de venner fra et par år siden er så hjertelige imod mig. Jeg har jo også savnet det samvær vi havde ret meget, og ved at de stadig synes det er besværlig med mig... dumme mig, der får tårer i øjnene for let stadig. J har også lige skrevet og spurgt om ikke snart jeg inviterer på rundvisning. Suk, hvis jeg dog bare ikke var så såret og forvirret en svækling, så ville alt det der ikke være noget problem. Nå, hvem ved... måske er jeg ved at holde op med at være en lille såret svækling?