Tirsdag den 26. januar 2010 Sukkersyge og katte

De sidste uger har været temmelig hårde. Der var mistanke om at jeg havde fået diabetes (sukkersyge) oven i mine mange andre kroniske sygdomme og jeg var lidt i chok. Det har altid været sådan, at lægerne har sagt, at jeg ikke havde sukkersyge og jeg var glad, der var der noget der virkede på mig.

Nu, jeg har været til forskellige undersøgelser og prøver, og så fik jeg beskeden i fredags over telefonen og nu på fredag skal jeg til lægen og så skal vi snakke sammen om hvad nu. Jeg har sukkersyge.

En anden del der har chokket mig er at jeg i september vejede 87 kg. Og jeg var bare så glad. I 1977 vejede jeg under 50 kg. Så fik jeg medicinen Prednisolon og i løbet af kort tid tog jeg på så jeg vejede 120 kg. Jeg kom dog i årenes løb ned på de 100. Og så da Erling dødede og jeg begyndte at spise hos Else og Olde, tabte jeg mig en del og endte så i september på under 90 kg. 87 jeg var bare glad.

Men så blev jeg vejet her i sidste uge og nu kommer chokket. Min vægt er oppe på 106 kg. Jeg er knust. Nu er det jo sådan at når man har sukkersyge, er det en god ide ikke at veje så meget. Men hvordan kan jeg tabe mig når jeg ikke kan lave motion. Jeg har ikke meget luft, så jeg kan ikke gå den lange tur med Steffi (hunden) for øjeblikket, men nøjes med den lille om bag haven. Jeg puster som et damplokomotiv og kan ikke få luft, samtidig med jeg har meget ondt i mine gigtplagede ben, særlig knæene. Der godt kan knække sammen en gang i mellem og det gør ondt. Så hvordan skal jeg kunne dyrke motion? Suk

Nå, men det er jo ikke sådan det hele. Lige efter nytår gik gårdkatten Walker en tur, og han kom ikke tilbage. Vi har spurgt naboerne men de har ikke set ham. Og her i fredags var Pigemis stukket ud, og hun kom ikke ind. Hun plejer ikke at blive væk. Heller ikke lørdag morgen kom hun hjem. Vi blev enige om vi nok også havde mistet hende. Hun er mor til Walker. Vi spurgte naboerne, men ingen havde set dem.

Søndag eftermiddag kom Else farende ind. Hun havde været over i stalden for at muge ud, da hun hørte en kat kalde udenfor døren. Hun åbnede den og ind trådte Pigemis, som det mest naturlige i verden. Hun var varm, så hun havde ikke været meget ude. Hun var heller ikke særlig meget sulten, men bare glad for at være hjemme igen. Og vi var også glade.

Mandag morgen da Else kom ud, stadig ”morgen tåget”, blev hun som sædvanlig mødt at alle gårdkattene der kom hjem fra nattens eventyr for at få morgenmad. Hun siger godmorgen til dem, og sammen går de ind i stalden, hvor hun øser mad op til dem. Medens de spiser plejer vi at tælle dem, for at finde ud af om nogen mangler, men denne gang var der en for meget og så kigger hun og så kan jeg hører hun råber højt. Jeg stormer ud i stalden i ført nattøj og det er ret koldt. Hvem står og spiser sammen med de andre. Rendemasken Walker. Efter 3 uger dukkede han bare op, og var klar til morgenmaden. Han har ikke tabt sig, så vi tror han også holder til et andet sted, hos nogen der fodre kattene. Så vi var overrasket og glade. Nu er hele banden samlet igen.

Så skidt med en sygdom mere på listen. Det her er meget vigtigere. Det andet skal nok gå. Jeg skal bare lige finde ud af hvad jeg gøre. Så selvom det er meget koldt så skinner solen alligevel på den gamle gård.