Kære DagBob

Så blev det jo endelig, langt om længe fristes man til at sige, mors dag. Dagen hvor alle gode sønner, og døtre, valfarter til blomsterbutikker og slikforretninger, eller, som Bob i mange år har gjort, tankstationer og døgnkiosker (men lad det nu hvile), for at købe en dusk eller en plade "lade", beregnet på at bringe glæde til kvinden der gav liv til føromtalte gode søn eller datter.

Således valfartede også Bob (jeps...Bob startede sin helt egen valfart) til blomsterbutikken søndag morgen, for at finde en buket hvide nelliker, der jo, som alle ved, er den blomst som forbindes med den oprindelige mors dag tradition. Bob gruede dog lidt for det lille projekt, for erfaringerne med Bob, blomster og offentlig transport, er ikke voldsomt gode. Men moderen spiser åbenbart ikke så meget chokolade, så blomster virkede som vejen frem (desuden var der også alt for langt op til chokoladeforretningen)

Bobs forældre har valgt at bosætte sig så langt væk fra Bob og dennes bror, at det kun er muligt at besøge dem via en meget indviklet kombination af offentlige transportmidler. Netop dette faktum skulle vise sig at pine Bob på denne dag.

For hvad er det med jer kvinder og mænd med blomster? Bob er vel ikke ligefrem kendt som typen der ikke kan tåle lidt opmærksomhed, men de rå mængder af (misfornøjede?) blikke der følger en Bob med buket, er da nærmest ikke til at holde ud. Således overvejede Bob da også at købe chokolade frem for blomster, så han slap for en rædselstur i tog og bus, med en opmærksomhedsdusk under armen, pinligt berørt over de undersøgende blikke fra de øvrige passagerer.

For dælen da, det afføder nemlig meget opmærksomhed når man har en buket med sig. Og det er vel at mærke ikke umiddelbart positiv opmærksomhed, synes Bob at kunne fornemme. Man skulle da ellers mene, at det burde påvirke kvinderne positivt, når nu de ser en så åbenlyst blød og kærlig mand, som på kærligste vis demonstrerer sin hengivenhed overfor sin gamle moder, men næ nej, ikke på Bobs togstation da. Og heller ikke i metroen. Eller i bussen. Eller ude på gaden for den sags skyld.

Ikke så meget som et eneste lille bitte smil får man. Tværtimod synes Bob, som naturligvis ikke er småneurotisk anlagt, at indtil flere af blikkene var lidt misbiligende, nærmest mistroiske. Hvorfor nu det?

Hvis det skal være på den måde, så forstår man da noget bedre hvorfor mænd ikke oftere giver blomster. For hvem vil frivilligt udsætte sig selv for den slags pinagtige ture på offentligt tilgængelige steder, når man helt kan lade være?

Det er vanskeligt at forestille sig motivationen for ikke at tage positivt imod en mand med blomster, og Bob kan da faktisk heller ikke rigtigt se pointen. Blot kan han konstatere, at det til næste år bliver en pose blomsterfrø....eller en bog om blomster!!!

Bob - Aldrig mere blomster