Aftenen inden jeg skulle til familieweekend kom fætter på besøg. Han prøvede at lave en aftale senere på weekenden, men det kunne jeg jo ikke. Og så kom han på besøg samme aften, og sov her. Jeg ved ikke helt, hvad der skete men det var en ret enestående nat. Det lynede og tordnede udenfor, som om vejret skiftede og sommeren sluttede og vi begge vidste det. Meget melodramatisk og fantastisk... det føltes som noget særligt. Jeg græd. Vi kiggede hinanden i øjnene og bla bla bla. Hele den tur.

Og så skal man jo så vænne sig til at det er slut nu. Han tog tilbage til sydEuropa lørdag. Vi har sms'et et par gange. Og skrevet mails på facebook, men det slutter her. Mærkeligt. Og en dejlig oplevelse. Han bliver den et par år yngre næsten fætter igen, og skriver hjem om ekskæresten han er nede at besøge (tak for tilliden fætter, men lad alligevel være. Det er lidt for tæt på). Og jeg prøver at planlægge ferie ned til ham og vennerne i Madrid a la en tur jeg var på i begyndelsen af februar uden at fedte for mange tanker ind i det.

Der er ikke noget galt. Jeg skal bare lige vænne mig til, at jeg ikke har 'den nære' jeg ringer til, når jeg er kommet hjem fra familieweekend. Har man engang været kærester, er det som om, man utroligt hurtigt falder i det hak igen. Og specielt med næsten fætter, der kender mig så godt.

Forleden forwardede jeg en mail til fyr på facebook, om bofællesskaber fordi jeg ved at han søger, og jeg tror det kunne være så fedt for ham, at komme derind. Og straks sms'er han tilbage og er sludrende og venskabelig... Næsten fætter var slet ikke så kontaktfærm overhovedet.

Men det holder jeg altså meget af. Kontakten. Det, at man føler, at ens kontakt er værd at respondere med det samme ... Fyr synes, jeg er værd at opsøge. Fyr kom og 'tog' mig engang imellem. Ikke i den seksuelle forstand... men noget med fysisk at komme og holde om hinanden. Næsten fætter var helt anderledes kostbar. Adskillige gange kunne vi stå i en dør og kigge på hinanden og ingen tog fat i den anden, selvom det var det, der ligesom var ved at ske. Flere gange tog vi så bare aldrig fat og endte med at gå forbi hinanden. Stædige småbange gemytter. 'Jeg vil tages', synes vi at sige. Fyr syntes, det var alletiders fornemmelse at føle sig tryg nok 'at tage'. Han sagde det engang, og jeg holder meget af den fornemmelse det giver, når den man holder, bare naturligt kommer og tager en, stjæler det antal kærtegn, der er behov for og går videre. Mmm. Ved ikke helt hvor jeg vil hen med det.

Noget med den store kontrast. At næsten fætter ikke var så fysisk, i det normale samvær.... Og at fyr var. Og at jeg nu sidder i et eller andet lettere halvhævet efterstadie og kigger på dem begge, fordi måden vi ringede sammen på, måden vi italesatte 'os' på, mindede om hinanden. 'Vi skal ikke rigtigt, men vi kan godt lege'.

Jeg ringede og snakkede længe med fyr, og det var hyggeligt, og der var helt klart tilbud ude fra den anden ende, men jeg vil ikke. Primært for min egen skyld. Jeg kan jo i virkeligheden ikke finde ud af at lege. Eller, det passer ikke. Det kan jeg godt lidt. Men jeg stikker jo mig selv blår i øjnene, hvis ikke jeg tør udtale, at jeg gerne vil turde tro på kærlighed sådan rigtigt igen.

Med J vidste jeg, at jeg ikke ville lege med det samme. Jeg sagde det til ham allerede efter 14 dage. 'Enten prøver vi noget alvorligt af, eller også vil jeg ikke være med mere' - sådan sagde jeg. Jeg tænker tilbage på det med lidt forundret stolthed ... i virkeligheden. Gad vide, hvordan jeg vidste det? Hvorfor jeg turde sige det... Gad vide om den vished kommer igen engang, eller om jeg altid vil tro, at jeg skal lege. Det er uden tvivl et udemærket skjold mod rigtigt at blive såret. Men jeg var endnu mindre modig dengang, end jeg er idag... eller passer det ikke?