Mit i al min uvirkelighed i går skulle den mulige kommende far have nyheden. Jeg kæmpede med et væld af tanker. Hvordan giver man livsforandrende nyheder? Hvordan gør man det mindeværdigt?
Det skønne vejr i går var dog god baggrundsmusik, og vi slentrede hånd i hånd mod frokostdestinationen. Vi fik et skønt bord midt i solstrålerne blandt en dejlig summen af mennesker og liv. Da maden var bestilt måtte jeg erkende, at jeg havde nyheder. Han så lidt skævt på mig. Jeg sagde, jeg tror muligvis at du skal være far! Han kunne ikke styre sit store smil, som dog hurtigt blev blandet med forskellige genkendelige nervøse trækninger. Hvorfor tror du muligvis, spørger han, og jeg måtte fortælle om hele min uvirkelige dag. Uvirkeligheden smittede af på ham, og vi blev enige om liiiiige at dobbeltchecke med en ny test om morgenen.
Men vi kunne ikke lade være. Vi snakkede om alle mulige ”barnlige” ting og drømme og håb og drillede hinanden. Han begyndte at lave en kost- og motionsplan til mig, mens han selv nød sin kolde belgiske øl.
Det var en dejlig dag. En optimistisk dag. En kærlig dag.

I morges tog jeg så en ny test, og kunne vække den tvivlende far med meddelelsen om, at der var to ud af to igen. Det bliver svært at koncentrere sig igen i dag. Godt der snart er weekend, så jeg kan absorbere det hele.

Nu håber jeg blot med hele mit hjerte at denne lille spire bliver til et velskabt barn en dag. Et lille nytårsbarn.

r.