Nogen gange skal man bare stå i en gruppe og hoppe i takt til musikken.
Jeg har stadig et stort smil på læberne. Til trods for at det er Garfields hadedag nr. 1, for jeg har simpelthen haft den mest festlige weekend.
Den startede ellers udfordrende med at jeg skulle cykle hele byen rundt midt i stormens øje. Til tider kunne jeg stå på cyklen og træde med alle kræfter, og alligevel flyttede cyklen sig kun baglæns. Sammenbidt fokuserede jeg på, at dette blot var dagens motion, og at jeg nu kunne springe løbeturen over. Belønningen kom da også, da jeg senere samme dag kunne sidde med min lille ”nevø” i armene, og som den første gæst se hans store blå øjne. Skrukheden vældede ind over mig. Jeg kan mærke, at jeg virkelig ønsker mig en familie, men samtidigt virker det også så virkelighedsfjernt. At min veninde stadig ikke helt kunne fatte, at hun nu var mor, siger også en del om det uvirkelige i selve det at skabe et andet menneske. Det har dog ramt hende nu, og den første nats sms ”Baby billig til salg” er blevet erstattet af ih og åhs over hvor kær han er.
Lørdag kom kæresten endelig hjem fra arbejde, og vi drog på weekendtur tilbage til det efterladte liv. Jeg skulle til tøsefest med en flok uartige singlepiger, og så kan det jo aldrig gå helt galt. Da festen så senere på aftenen blev mikset med besøg fra nogle af mine uartige drengevenner, så var der dømt sikker succes. Mit tilbagevendende indre billede fra natten er en flok 30-somethings hoppende midt på dansegulvet med sveden haglende ned forbi smilerynkerne. Der er ikke gået helt familie Danmark i os alle.
Søndag var hygge over alle grænser med kæreste og venner – brunch, håndboldkamp, lur, film og en lille hyggestund bag lukkede døre i mini-kollektivet. Ah, life is good. Så det er lidt antiklimaks i dag at skulle pløje mig igennem flere siders lovtekst. Jeg pakker dog snart sammen og tager på overnatning hos forældrene. Kan mærke at jeg er mere rastløs end normalt. En aften alene hjemme var mere end jeg kunne klare. Man vænner sig hurtigt til at have mennesker og hygge-lyde omkring sig hele tiden.
Ringede lige til min veninde, og kunne høre søde knirkelyde i baggrunden. Skruk, skruk, skruk.
R.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Nogen gange skal man bare stå i en gruppe og er publiceret
25/02-2008 14:33 af
Gyldenstjerne.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.