Sidder i toget og er restløs. Småfryser, har ondt i ryggen – men men men. Jeg glæder mig utroligt meget til at komme hjem til mine forældre.

Min far er blevet opereret i skulderen. Min mor er ved at gå ud af sit gode skind. Hun har skullet hjælpe min far, der er blevet lettere handicappet og vil være det en måneds tid endnu. Det er vist lidt meget for hende… og så er hun jo sådan en, der gerne vil sætte den perfekte julemiddag på benene og være den altomfavnende mor, selvom der kun er os to pulverhekse-piger at være det for. Men er vist også en mundfuld i sig selv.

Ældste søster skal holde jul andetsteds.
Pointen er bare, at jeg føler min mor har brug for mig, for os… sådan rigtigt og meget. Hun har brug for os, til at gøre det hyggeligt at holde jul. Far synes også det er dejligt at nogen hygger… men han supplerer ligesom ikke.
Han er lidt forkælet på en vis måde, ham farmand. Husker til mors fødselsdag, hvor han havde prioriteret at have vagt (!). Og han så kom hjem kl. 17 om eftermiddagen (en weekend) og vi børn (heldigvis) havde valgt at tage ud til min mor, og fejre med hende. Så sad de små lyshårede nevøer og alle hans tre piger og sang fødselsdagssang for hans kone. Og så begyndte han at græde… fordi han følte sig heldig, det ved jeg. Men det er han sgu også. Han har en enestående kone.

Men hun er ved at blive gammel… og synes tingene falder fra hinanden. Og det tror jeg desværre også, jeg kommer til at tænke, når jeg ser min far fuldstændig afkræftet.. og på den der måde, hvor man pludselig har tabt en masse kilo og huden bliver løs. Der er ikke noget voldsomt galt med ham. Han har bare fået opereret skulderen, men han lå under kniven i 3 timer og kastede vist op hele ugen efter i afgiftningen af den kraftige narkose. Håber han har fået farve i kinderne … bare lidt til i morgen.

Jeg er nostalgisk. Frygtelig. Det holdt vist aldrig op efter forleden. Det går langsomt op for mig, hvor skrøbelige vi er. Hvor let man kunne blive ensom. Selv så stor en personlighed som mor, ville blive lille-bitte uden far. Og mig, jeg ville bilve lillle lille bitte uden dem. Og jeg føler også i nogen grad jeg er blev lille lille bitte af at miste J. Jul er der hvor hjerterne savnes.
Han ringede og spurgte om jeg ville drikke fyraftensøl i min nye gade. Men jeg skal jo hjem. Jeg ville ellers gerne. Nu har jeg spurgt, om vi ikke kan tale lidt i telefonen, bare i dag… bare fordi vi begge ved, at der er hult, når man tager hjem til familien. Men han har ikke svaret…. Så var han der, så er han væk igen. Hold skindet på næsen frøken. Forvent intet. Verden er mærkelig. Din opgave består primært af at få det bedste ud af den.