Hvordan kunne det hele gå så galt?
Eller så godt? Jeg er stadig ikke helt afklaret.

For to år siden fik jeg min Jonathan og stoppede med at skrive herinde.
Dengang skrev jeg som en lille forelsket pige - og jeg har på fornemmelsen, at der er fare for, at intet har forandret sig mht. til det.
Til gengæld har alt andet forandret sig.
Jeg har været dum. Meget dum.

Jeg boede i Odense med Jonathan i en lille hyggelig lejlighed. Der boede vi et år, men der var ikke rigtigt noget, der ville lykkes for mig. Jeg kunne ikke finde et fast arbejde, jeg savnede min gamle omgangskreds, min familie, og jeg fandt mig aldrig fuldt til rette i hans vennekreds. En dag fik jeg nok af at gå derhjemme og vente på, at min kæreste - mit liv - kom hjem. Jeg ringede derfor til en af hans tidligere venner, som jeg kun havde mødt et par gange før, og spurgte, om han ville redde min aften og drikke en sørens masse øl og så ellers tæve mig i pool. Det ville han.
Det var fantastisk. Endelig et strålende menneske i min ellers så tilsyneladende grå verden.

Det gentog sig, mange gange. Efter ikke mange aftaler føltes det som om, vi havde kendt hinanden altid. Med ét sås vi fire gange om ugen - det skulle altid være til en enkelt øl, men blev til tyve og til klokken 05.
Jeg så det ikke komme. Det gjorde min kæreste, Jonathan. Han sagde endda til mig, at venskabet med min nye ven T. var på katastrofekurs, og at jeg skulle passe på. Jeg havde det så sjovt at jeg valgte ikke at lytte.

Der kom en dag, hvor Jonathan var blevet min ven - ikke min kæreste. Vi var stadig kærester, men gik rundt som venner og indrettede os i vores nye store herskabslejlighed. Det gjorde ondt, da jeg fandt ud af, at han havde haft ret. T. havde indtaget den rolle, jeg havde forbudt Jonathan at spille.
Jeg blev nødt til at flytte fra Jonathan og Odense, da jeg indså, at mit liv var et andet sted, end jeg var.

Der gik ikke mange uger, før jeg blev kærester med T.
Skoleeksemplet på et rebound-forhold - på at pisse i bukserne for at holde varmen.
Jeg havde mistet Jonathan - jeg kunne ikke også miste mit forhold.
Så mit forhold fortsatte, men med et andet menneske, og det gik godt - i et stykke tid, og så gik det dårligt.
Jeg slog op med T sidste uge, fordi jeg indså, at det ikke er ham, men Jonathan, der fylder mit hjerte, mine tanker, min fremtid. Jeg har været så dum så dum så dum.

Og nu er det for sent. Jonathan vil ikke have mig. Jeg blev kærester med hans ven. Hvordan kunne jeg være så dum? Så egoistisk? Hvordan fanden i helvede kunne jeg såre det eneste menneske i mit liv, jeg virkelig elsker?
Det eneste menneske, der virkelig kender mig - og elsker mig. For det gør han. Han kan bare ikke.
Det kan jeg godt forstå - jeg ved heller ikke om jeg kan, men det er af andre årsager. Måske skal jeg bare være mig selv.
Ja, jeg er ung - hvad ved jeg?
Een ting - Jonathan er mit liv, selvom han ikke vil have mig. Jeg kan sagtens gå ud og finde, 1,2, 14 andre der er okay. Men de er ingenting. Og det er synd for dem. Og det er synd for de piger, Jonathan er sammen med. Og ikke mindst er det synd for os.

Så hvad gør jeg?

Ingenting?

Jeg nægter at kaste håndklædet i ringen endnu. Hvis jeg skal være helt ærlig, bliver det nok aldrig kastet.

Jonathan er dejlig. Ustruktureret. Kærlig. Varm. Travl. Rødhåret. God. Stærk. Sårbar. Voksen. Barnlig.
Jonathan er et røvhul - eller prøver i hvert fald på det. Jonathan er alting.
Jonathan er det ene menneske, der kender mig.

Alt dette giver nok ikke meget mening, hvis ikke man har læst nogle af mine tidligere dagbogstekster. Man vil se navnet "Jonathan" i en del overskrifter fra gamle dage (ja okay, 2007)..

Det var en lang tung tekst, men det var vigtigt for mig at få den skrevet.