Vågnede imorges og havde fået to sms'er.

En fra søde Mr. der skrev, at han savnede mig, og at det havde været to rigtigt dejlige måneder, og at jeg fortjener det bedste.

Og en fra J, der skrev, at jeg måtte undskylde, at det trak ud igår, og at han håbede, han ikke havde ødelagt muligheden for at se mig igen.

Så tydeligt sat op, må jeg simpelthen ikke overlade at se, det man skal se.
Frøken. Tag stilling! Tag afstand fra det onde, og vælg det gode. Man skal ikke lade sig fascinere af frygtelige mennesker. Måske på afstand, men ikke trække dem ind i privatlivet. J må have sin lille intrige-fest alene. Herfra vil jeg fascineres af folk med styrke og mod til at være ordentlige mennesker.

Det var J, der ville ses, J, der foreslog søndag aften, mig, der fulgte om på aftalen, mig, der sagde at hvis han havde sagt, at der var mulighed for at det blev sent, ville jeg jo oprindeligt bare have sagt, 'lad os finde en anden dag', så jeg ikke spildte min søndag aften. J, der insisterede på at ringe alligevel 'så kan vi se, hvad for et temperement du er i' (hvor flabet er det?!) J, der naturligvis ender med at lade det blive sent. Heldigvis lykkedes det mig, igår at lave noget andet og overbevise mig selv om, at jeg ikke havde en aftale, og glemme, at han ville ringe.

Bla bla bla bla bla bla bla bla... J er en stor latterlig gentagelse. Kors, hvad har jeg dog spildt alle de år på. Virkelig, han er sgu ikke et forholdsvist velfungerende menneske værd. Et spændende menneske, holder han aldrig op med at være, men ikke, slet ikke et godt et. Og på en måde er han også triviel og forudsigelig.

Tak Mr. for at skære det så tydeligt ud i pap. Virkelig, virkelig TAK.