Tænk hvis man kunne gemme sine følelser.
Lagre dem på diverse medier og hive dem frem igen, så snart lysten til, ikke blot at genkalde, men at *opleve* en given kompliceret sammensætning af disse ubestemmelige sindstilstande indfandt sig. Pludselig se sig tilbage i en situation, en krop og et sind der ikke længere er sit eget.
Men er det overhovedet rart at kunne? Jeg kan ikke finde ud af det. Måske hvis jeg aldrig havde oplevet det ske, ville jeg desperat ønske det kunne lade sig gøre.
Hvordan føles det pludseligt at blive gennemsyret af følelser, længsler, ønsker og stemninger fra en periode i sit liv, der for længst er overstået - og måske endda glemt?

Svaret er: Vidunderligt.

Sørgeligt.

Surrealistisk.

Belærende.

Og overvældende. Mest af alt... overvældende.

Hvor mange af os har ikke prøvet at hive en gammel cd frem fra den støvede opbevaringsæske/hylde/holder og i ren nostalgi skrue direkte over på sin tids yndlingsnummer. Og hvor mange af os har oplevet af få langt mere end vi bedte om?
Som et billede giver os muligheden for at genkalde en given oplevelse, sætter man tidligere tiders musik på for uvilkårligt at anskue fortidens minder gennem det uigennemtrængelige filter kaldet nutidens jeg.
Men det sker bare ikke altid.

Måske fordi musik er den evige følgesvend til alt der har med kraftige følelser, inderligt begær og destruktive ønsker at gøre.

Jeg er musikkonsumerer. Jeg tager én sang, ét album, én kunstner af gangen. Konsekvent. En periode kan vare fra en måned til at halvt år, og i denne tilgår jeg udelukkende denne indskrænkede indgangsvinkel til musikkens forunderlige verden.
Til denne musik knyttes da den pågældende sindstilstand jeg har været i, i løbet af denne periode, og netop pga. af den begrænsede varighed er det et meget ensartet følelsesregister der tilskrives, og desforuden helt uforurenet af senere tiders nyerhvervede sindsstemninger.
Med andre ord, resulterer det i en meget intens oplevelse lagret på - netop - et oplagringsmedie.

Det er ikke alle cd'er jeg er så beriget at opleve dette med. Men et stort antal fra de perioder hvor mine følelser har været oppe i den helt store skala og ringe.

Det er fantastisk blot at høre starten på et lydspor og ufrivilligt blive suget tilbage i følelser jeg havde glemt, jeg nogensinde har haft. Eller genopleve intensiteten i en barndoms lidenskab eller hændelse. Ikke huske, men erindre... erindre.

Desværre er det med mediet, som med mange andre medier. Jo flere gange det afspilles, jo mere slidt bliver det. Og ja, måske lykkes det at overgive sig fuldstændigt til sin fordums jeg altopslugende sindsstemning første gang det genopleves, og måske også anden og tredje.
Men virkningen aftager ganske langsomt, og for hver gang man tillader sig selv at overstrømmes med nostalgisk erindring, fratager man sig selv en mulighed for at gøre det i fremtiden.

Så hvad er mest optimalt? At lade en følelsesoplevelse ligge hengemt for altid, så den beholder al sin styrke og kraft, eller suge så meget ud af den som muligt og acceptere at man til sidst ikke vil være i stand til at opleve hin sindstilstand nogensinde igen?

Jeg kan ikke sige det, for jeg er stadig i stand til at genopleve min fortid gennem mine elskede cd'er, om end med stadig svagere kraft.
Jeg vil opleve glæde, sorg, lykke og ulykke igen og igen, men disse komplicerede og ugenskabelige følelseskombinationer hører deres helt egen tid til og tænk på en eller måde at få lov til at opleve det igen.
Det er jeg meget taknemlig for.