Spørgsmålet; “Hvad så du?” bliver slynget i hoved på mig hele tiden. Måske er jeg selv den værste..?

Men HVAD SÅ?

Jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå. Jeg ved det virkelig ikke.

Mimse lagde en tarot (hendes svar på de fleste spørgsmål og faktisk ofte ret givende) og hele tarotten var præget af, at jeg skulle tage det roligt. Ja ”mit kort” var endda et billede af en skildpadde som stod og kiggede på tingene fra afstand.

Det var på sin vis rart. Selv den åndelige verden beder mig om at tage den med ro og ikke forhaste en beslutning blot fordi min indre morale vrider sig.

Jeg har det vanskeligt ved ikke at have et mål/formål med min formåen.

Skal jeg virkelig tage den med ro? Skal jeg virkelig forsøge, at forene mig med tilværelsen inden jeg gør brug af den? Er det egentlig ikke det samme?