Det er godt nok længe siden sidst. Det er sket så meget i mit liv. Jeg er bare ikke kommet videre mht aborten. Jeg kan stadig ikke sluge den. Jeg tænker på det hele tiden. Jeg har endda tændt et lys for "det". Specielt slemt blev det, da jeg rundede de dage, hvor "det" ville have haft 1 års fødselsdag. Siden da, har følelserne væltet frem igen og jeg ønsker tilmed, at jeg kunne blive gravid nu, og få barnet. Jeg savner "det". Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hvordan det ville have været. Jeg ser hele tiden efter andre med småbørn, kigger ned i barnevognene og bliver helt grøn af misundelse. Jeg har heller ikke været den samme siden. Jeg er blevet meget negativ anlagt og min lunte er blevet meget kort. Jeg græder over ingenting - og ingen synes rigtig at forstå, ikke at jeg bebrejder dem, for jeg er sku ikke helt normal længere.
Jeg har fået ny kæreste og er tilmed flyttet sammen med ham. Jeg forstår sommetider heller ikke, hvorfor han ikke har smidt mig ud endnu. Men han påstår, at trods mine, nu ret ofte, humørsvingninger, at han elsker mig. Det tror jeg virkelig også han gør. Jeg synes bare ikke det er nok. Jeg mangler noget. Jeg kan mærke det indtil det inderste i mine knogler. Det er en modbydelig følelse, og jeg kan bare ikke komme af med den.
Jeg har virkelig ondt af min kæreste, for jeg behandler ham ikke godt, somme tider, grundet denne følelse der resultere i mine humørsvingninger. Hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke sætte et barn i verden nu, selvom jeg så inderligt gerne ville. Jeg har hverken tid eller råd, eftersom jeg studerer og er på su. Det ville ikke være fair. Det ville det jo heller ikke for "det", hvis jeg havde fået "det". Men jeg er helt sikker på, at verden ville have set anderledes ud, hvis det var. Jeg havde kæmpet til det yderste for at få det til at løbe rundt, også selvom jeg ville være eneforsørger. Jeg lyder måske meget urealistisk i min tankegang, for dem der har børn. Men sådan tænker jeg. For jeg indser mere og mere hver dag, at jeg begik en fejl og den pris betaler jeg grundigt for nu. Jeg har endda forberedt mig på, hvis min kæreste ikke kan klarer det mere. Jeg er ikke nem at have med at gøre. Og jeg er ham dybt taknemmelig for at have så meget tålmodighed med mig, jeg håber inderligt også at det vare ved, men jeg bebrejder ham intet, hvis han på et tidspunkt siger fra. Jeg elsker ham ihvert fald, det er der ingen tvivl om. Mit problem er bare, at jeg savner mere kærlighed, og jeg savner at give mere kærlighed... til en anden - hvis I forstår?