Min kæreste har et barn fra et tidligere forhold. En fantastisk dreng på 2½ år. Desværre må min kæreste kun have ham hver 2. søndag fra ca. kl. 10.00 til kl. senest 20.00. Moderen vil heller ikke have, at han sover hos sin far - hun mener ikke sønnen kender sin far, selvom sønnike er grædefærdig og kalder på sin far, når far aflevere ham derhjemme. Ligeledes har min kæreste familie i Jylland, som han jo oftest kun kan besøge i weekenderne, hvilket, også i sammenhæng med fødselsdage osv., kan hænge sammen med den søndag han, af sin ex., har fået tildelt og der kan gå op til (som nu) 1½ måned hvor min kæreste ikke har set sin søn. For nu har moderen pludselig ændret weekend. Så nu går der 2 måneder siden sønnen sidst var her. Jeg raser indevendigt, for hvordan fan... kan man tillade sig at holde sit barn væk fra sin far? Desværre er min kæreste ikke gået videre med sagen - han tør vidst ikke af frygt for at miste sønnike helt. Men jeg har sådan lyst til at give ham et lille hjælpe-spark bagi, for jeg kan ikke holde ud at se ham så ked, når han ikke får sin søn som ellers aftalt, eller må aflyse en søndag. Hvorfor har kvinder, nogen gange, så meget mere at skulle have sagt? Men er det rigtigt at de har fælles forældremyndighed, når blot de har skrevet under på faderskabstesten osv? Er bare så rasende over at se den kvinde gøre min kæreste så ked. Først snyder hun ham til barn, for derefter at holde barnet fra ham. Er der virkelig ingen grænse for hvornår man må blande sig?! - har sådan lyst! Men af respekt for min kæreste, gør jeg det ikke!!