Når jeg kommer gående, ranker jeg ryggen ekstra meget, kigger provokerende ud på de mennesker som kigger tilbage og tvinger deres blikke ned.
Når jeg kommer gående prøver jeg at gemme mig for andres blikke, andres bekræftende blikke, som aldrig vil eller aldrig har gjort noget godt for mig....tværtimod.

Utaknemmelige kost, vil mange tænke, men ikke sige. Ja, men inderst inde er jeg genert. Inderst inde bryder jeg mig ikke om at være i et ufrivilligt centrum. Måske fordi jeg er i fokus på mit arbejde, men der har jeg taget den tykke overall på, lavet af bly, så selv ikke supermand kan kigge igennem.
Jeg kan gå midt ude på gulvet og føle 200 øjne klistre sig på mig. Men det er kun min overall og de preller af
som kugler. Min skudsikker vest sidder udenpå, men når jeg har fri, er den også fri. Så har jeg intet at gemme mig bag.

Og selv en lille gåtur ned til vandet, bliver ødelagt af andre menneskers tilstedeværelse. kvindelige som mandlige øjne der vurderer. og jeg sætter min afvisende maske på, selvom den sidder løst. Bliv fra mig. Kig den anden vej. jeg vil også have fri noglegange. Jeg vil også gerne kunne gemme mig anonymitetens skærme. Lad være med at kigge på mig. Det I ser er ikke mig. Det I tror er ikke sandt.
jeg har ikke selv valgt denne skal, sådan er det bare, måske har jeg været heldig og måske kan jeg godt lide komplimeneter ...engangimellem...men de er farlige....livstruende...de ødelægger og fortærer det indre, spiser det i små bidder uden at man opdager det og tilsidst, når det er for sent, er man overfladisk og narcissist. Hører jeg et Ekko?

Det ønsker jeg ikke. Noglegange føler jeg, at jeg er den eneste på jorden der kan gennemskue det. Den eneste der vil have andet. Derfor er det så vidunderligt at støde på mennesker som føler det samme. Jeg har endnu ikke mødt så mange endnu, men jeg håber.

Mit ønske er at kunne smide overallen og bare være helt ærlig uden at mærke den sviende smerte af andres fordomme. fordi alle mennesker får fordommene at mærke. Supermand eller ej.