Den anden nat lå H og jeg og talte. Vi kommer altid ind på de mest mærkelig emner og bagefter kan jeg aldrig huske, hvorfor netop det emne gav så meget mening lige netop på det tidspunkt, vi tale om det.
Nå, men den nat kom vi på et tidspunkt ind omkring familie – og det at besøge hinandens. Han mente, at år 2005 skulle være familiefrit år. Say what?!. Vi har kun været kærester i tre måneder, så jeg vil heller ikke have ham med hjem nu (behøver jo ikke skræmme ham væk med det samme), men være kærester et helt år uden at se hinandens respektive familier. Det forstår jeg ikke. Jeg er da totalt nysgerrig efter at møde hans – forstået på den måde at tanken skæmmer mig, og det skulle heller ikke være nu, men hans familie er en del af ham. Det er det, han stammer fra, og jeg vil gerne lære den del af ham at kende også.
Ved godt, at han har haft nogle med hjem før, og de forhold ikke er gået, og at det også kan blive kompliceret at have introduceret hinanden, hvis det ikke går. MEN. Sådan som det ser ud nu, tror jeg på det. Gør han så ikke det????
Tror han ikke, vi har nogen fremtid sammen? Så er det jeg, bliver forvirret, for på alle andre punkter taler vi meget fremtid. Og der er han altid mere fremme i skoene end jeg. Hvad er det så han vil? Vil han have, at vi to er kærester – lever et liv adskilt fra alt andet, hvor der kun eksisterer ham og jeg – og så lige de fælles venner, vi har i forvejen??
Nej – det kan jeg ikke leve med. Mine venner betyder alt for mig, og hvis han ikke vil være en del af dem, så bliver det vist aldrig til noget.
Et eller andet sted er jeg ikke alt for vild for, at han skal møde min familie – dem er jeg ikke så stolte af. Men det faktum at han ikke vil – er det ikke et symptom på noget andet?
Eller er han bare lidt reserveret pga. tidligere forliste forhold? – kan det være en mulighed?

Jeg forstår det simpelthen ikke. Min familie er en del af mig og for at forstå mig fuldt ud – er han nødt til at lære dem at kende. Hvorfor er han så ikke nysgerrig?
Min familie ved godt, at jeg har H – og de er også ved at være ret nysgerrige og vil gerne møde ham. Hans familie ved intet om mig. Hvordan skal det tolkes? Hvis han havde været helt vild med mig, ville han så ikke gerne skrige det ud til hele verden? Eller er det bare en romantisk forestilling, jeg har? Er det bare lettere for mig, fordi jeg aldrig før har taget nogen med hjem til min familie? Er det fordi, jeg ikke ved, hvad jeg så går ind til?

Ved også godt, H virkelig brændte nallerne på sin x-kæreste. Måske er det det, der holder ham lidt igen. Men hvis han ikke er kommet over det, hvorfor har han så taget mig. (Vi har lidt en forhistorie. Han kendt ham i to år – forelskede mig hovedkulds i ham for to år siden, og det gik godt i starten – vi begyndte at lære hinanden at kende, indtil en dag, han ikke længere ville. Sagde han ingen følelser havde for mig. Han sårede mig – gjorde nogle sårende ting. Undskyldte for dem et par gange over de næste halvandet år, og så gik der et halvt år, så var han hel ovre hende og var så klar til at starte noget med mig.. lyder som om jeg har ventet på ham i al den tid, det har jeg ikke… timingen passede bare heldigvis….) Måske er det også bare mig… Men hvis man er forelsket i en person, vil man så ikke gerne lære alt at kende ved personen?
Nu skal jeg måske også bare slå koldt vand i blodet.. Vi har trods alt kun været kærester i tre måneder. Måske skal han bare lige vende sig lidt til tanken. Alt det her, er jo også nyt for ham. Jeg bliver bare så usikker, når der er noget, jeg ikke forstår…