Jeg sidder lige her på arbejdet og bliver konfronteret - i det små - med den udvikling jeg selv har været igennem i de seneste år.

Jeg har fået en indbydelse til at deltage i det årlige bankospil i vores HK-klub her, og som noget helt naturligt finder jeg de 30 kr. frem, det koster at deltage, udfylder tilmeldingen og sender den afsted....
... og tænker tilbage på de første gange, jeg fik sådanne indbydelser, både til banko og andre lignende ting, som jeg kunne foretage mig helt for mig selv. Tænk, jeg var så bange for min mands reaktion at jeg ikke engang turde fortælle, at muligheden var der for at deltage i et eller andet, men samtidig var jeg jo i vildt oprør indeni, fordi mit ønske om at være med var utroligt stort. Jeg ved godt, at det handlede om min egen usikkerhed, jeg var meget bange for konflikter dengang, meget bange for at gøre noget forkert i andres øjne. Men usikkerheden gik jo også på at foretage mig noget for mig selv, hvordan skulle jeg i det hele taget gebærde mig blandt fremmede, også arbejdskollegaer i fritiden...? Så inden i mig var det ofte en konflikt om at være mere åben udadtil, være med, når der skete noget - og angsten for at slippe "lillepige-rollen" i mit ægteskab, at gøre noget helt for mig selv.
Ganske langsomt i årenes løb, dog specielt i de år jeg uddannede mig til massør, har jeg givet slip på lillepigen, har jeg fundet den voksne kvinde inden i mig, har jeg fundet ud af at lytte til mine egne ønsker, mine egne behov, så det i dag er en ganske lille og helt naturlig ting at tilmelde mig, hvad jeg har lyst til af den slags arrangementer.
I dag er jeg nået så vidt med at "være mig" at jeg ser det som en menneskeret at gøre hvad man vil, at ha' de ting i sit liv, man ønsker sig - også uanset partnerens indstilling, jeg kan jo kun ønske mig, at han gør det samme. Det kan af og til gøre at spændingen, risiko'en i livet øges en smule, men som jeg ser det, er der også behov i livet for at en vekselvirkning over til trygheden, at man udfordrer sig selv og sit parforhold lidt af og til. På samme måde som der er behov for tid til både nærhed og adskilthed til de mennesker, man har i sit liv, for at balancen kan skabes.
Jeg er nået dertil at jeg tænker, at mit liv er mit eget - der kan ikke være andre end mig, der bestemmer hvad det skal indeholde. Og sådan er det.....

Tja, det var lige lidt tanker i en middagsstund her på kontoret

Med ønsket om en god dag til jer derude....
kærligst
Wildrose