Mandag den 7. februar 2005

En dagbog på nettet? Tja, hvorfor ikke?

Vi prøver. Ordene må jeg få afløb for, selvom jeg tvivler lidt på om det ikke blot gør mig mere tilpas i min ensomhed herhjemme. Havde jeg ingen tilgang til kuglepenne eller taster, ville jeg måske fare ud og hive fat i det første og bedste MENNESKE for at oversvømme vedkommende med alt mit…alle mine tanker. Måske ville jeg blive direkte bims og gå i selvsving, hvis jeg skulle rumme det hele?

Hvor jeg dog partout skal skille alting ad.

Shhh, vi kører og ser hvor vi ender.

Jeg er tilbagevendt fra center-helvede. En vis stædighed lever sgu inden i mig TRODS ALT!!! Men oprejst pande, marcherer jeg altid af sted med hovedet fyld med ideer om hvad jeg kunne ødsle mine penge ud på, hvad jeg mener jeg mangler, har brug for osv. Men ænder altid på en kaffebar med absolut intet i poserne…mælk, gær og te var vidst hvad jeg endte med i dag.
Min lyst forsvinder bare og uoverskueligheds-følelsen overtaler mig altid til at lade vær’. Lidt stum står jeg måske og piller mig selv i læben mens jeg kigger på hvad butikkerne har hængende. De andre piger flår tingene ned fra hylderne, som var de født til det, men jeg…mister lysten.
Så der står jeg i mit underlige og grimme tøj, apatisk og uden lyst til at vove mig ind i prøverummene med klæder jeg alligevel ikke kan li’! Jeg vender om, gider ikke og siger mig selv at mine blåstribede bukser er gode nok – farlig umoderne jo tak det er jeg klar over – men gode nok! Det går mig jo ikke på. Hvorfor VIL jeg gerne have at det går mig på?

Jeg tror at jeg omsider må lære at acceptere det her.

Storbys-spekulationerne flaprer forvirret rundt inden i mig. Det kræver sit at være anderledes. Mange er uenige med mig når jeg prøver at forklare, men for mig selv er det sgu rent logik.
Fler-tallet er bare mere iøjefaldende blandt mange. Det gir’ sgu da sig selv. Det sociale liv er umuligt at undgå og føle sig aparte overfor. Ja selve livet og normen for dets gang er umulig at se sig bort fra. Er man så lidt svag af sind, er det kraft-sparkme svært ikke at lade sig overrumple.
Stooore og mægtige spørgsmål slippes løs inde i mine tanker og jeg ved at svarene er et tarveligt og urimeligt krav, som jeg slet slet ikke er i stand til at finde frem til.

Nå men klogere bliver jeg IKKE lige nu. Jeg nægter at lade mit indkøbte gær gå forgæves, så nu vil jeg klaske en bolle-dej sammen.

Måske flere store ord og sætninger vil strømme senere. Hvem ved hvad denne skide kolde mandag kan bringe?