Altså nu må jeg til at oppe mig - verden ligger åben for mine fødder og jeg har jo et godt liv. Jeg skal og må indse det - forholdet knager og skelettet rasler i skabet. Min mand har det så svært for tiden - og det jeg ønsker mindst, er at gøre ham fortræd. Jeg må sætte mine egne nykker til side og få vort liv - samliv - kærlighedsliv til at fungere igen. Det er ikke sjovt længere - vi havde en alvorlig snak om det i aftes.

Sagen har to sider og ligegyldigheden af vort forhold har nok været¨medvirkende til at drive mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde. Nu må jeg se, om jeg kan redde mig i land igen og følges med min mand - som jeg har levet sammen med over det halve af mit liv. Forholdet var kørt helt derud, hvor skinnerne for længst var holdt op - tit har jeg kaldt mig "min mands dårlige vane" - jeg var der bare. Jeg fik følelser for en anden mand og min egen mand fik øjnene op for mig og forbød mig ethvert kendskab til den anden, begyndte at kontrollere mig og vise jalousiens uhyggelige ansigt.

Jeg har lært en anden mand at kende - via nettet - vi har ikke mødt hinanden - kun chattet og talt i telefon sammen. Det må jeg nu betale en høj pris for - et ødelagt ægteskab. En pris, som jeg må se i relief til ting, som min mand har budt mig gennem vore mange år - men som han siger - det er jo fortid. Det er det vel også - vi må se, hvordan det går og ja, jeg har vel selv redt, som jeg ligger. Det har været svære måneder - så kører det - så kører det ikke - turbulente rutcherture - og jeg ved hverken ud eller ind. Tør jeg tage springet eller vil jeg kæmpe for min mand - jeg kan slet ikke overskue det - ved bare at jeg har været meget slem. Eller har jeg?

Hvornår kommmer hverdagen - hvornår kan vi leve igen. Jeg kan jo bare tage mig sammen og gøre en indsats, lade være med at sidde ved computeren. Jeg kan lade mig føje af min mand, være sød og god og alt er igen fryd og gammen. Fanden i hvor er det svært - vi er ikke de første, der har været ude for krise i parforholdet - vi bliver heller ikke de eneste eller de sidste.

Når jeg kigger på mit liv, har jeg det godt det - stort netværk og meget at gå til. Er det det, jeg vil. Kan jeg forlange mere - har jeg ret tll at forlange både i pose og sæk. Har jeg ret til at forlange både et godt liv og et godt parforhold. Kan jeg tvinge følelser frem eller skal jeg bare simulere - lyve for os begge. Skal vort forhold bestå for hver en pris?

Nej nu er jeg slem - lyder som en lille forkælet tøs. Jeg kan pakke og gå eller jeg kan blive og opføre mig som en pæn dame og som en god hustru. Det er jo mig, der er endt i suppedasen. Øv, øv, øv. Lige nu vil jeg redde mit ægteskab - men hvad vil jeg i morgen. Kan jeg være bekendt at være så diffus eller skal jeg tage bare mig godt og grundigt sammen.

Nu vil jeg i gang med dagen. Månedsvis støv ligger i krogene, vasketøjet bugner og solen skinner ind ad beskidte ruder. Jeg vil være glad og nynne en forårsmelodi, mens jeg gør rent og så må livets store spørgsmål vige for spørgsmålet om vasen skal stå på bordet eller skabet.

Det lettede meget at skrive denne dagbog. På ingen måde har jeg haft til hensigt at udlevere min mand - hører gerne, hvis I er af anden mening. Jeg har det bare lidt svært med det pt.

Hyggehejsa fra en slem Nellemor.