Emil og jeg har været i Portugal. Det er dér min mor og hendes mand er for tiden.

Jeg er datter af en "jordomsejler" og det medfører til tider et ubeskriveligt savn. Min mor og jeg har altid været meget tætte og selv om det er over 3 år siden de forlod Danmark i deres sejlbåd, så har jeg ikke helt vænnet mig til at hun er langt fra mig.

Det har dog også nogle fordele. Jeg har en vældig god undskyldning til at forlade landet og det gjorde jeg så med Emil.

Jeg kunne have blevet dernede i meget længere tid, men for Emils vedkommende tænkte jeg at en uge var nok. 2 havde vist også været fint.

Vi havde en skøn uge. Emil kunne sagtens huske dem begge og der var slet ikke denne "se-hinanden-an-periode".
Det er virkelig intenst sammenværd om bord på båden og det var sgu lige hvad jeg havde brug for. At dele min søn med min mor, savner jeg sådan i hverdagene.

Vi fik sejlet til Spaninen, oplevede en masse, havde dejligt vejr...ja det var bare fedt.

Nu er jeg tilbage på "gården" og det er okay...men kors hvor jeg savner mor! Men...det er okay.

Jeg gynger stadig på land. Jeg er ikke specielt søstærk og min krop opfører sig stadig som om den sejler. Nogle gange må jeg sgu holde fast så gulvet ikke rammer mig lige i fjæset.

Nå...jeg har brug for at være mig selv lidt...med min kaffe, min bog og roen inden Emil skal hentes.