Jeg prøver at forstå, hvorfor der er nogle mennesker man ikke kan lide.
At det åbenbart er sider af sig selv disse mennesker repræsenterer.
Sider man ikke vil anerkende/erkende.

Men hvad så når man har erkendt dem og man stadig ikke bryder sig om personen?

Dette er ikke en naiv betragtning, da jeg udmærket er klar over at man ikke kan lide alle menensker man møder.
men det er et eksperiment, for at lære sig selv bedre at kende.

Det er bare underligt.
Gensanden for min irritation er placeret i min klasse. Der er egentlig ikke noget galt med hende, men hun irriterer mig bare. Måske fordi det brinegr gamle minder frem fra min gymnaietid, hvor jeg ikke rigtig hørte til nogle steder og hvor folk som hende, gjorde sit til for at holde folk som mig ude af sammenholdet. Ikke bevidst, tror jeg. Ikke fysisk, men alligevel.

og selvom jeg er blevet klogere, har mere selvtillid og mere selvværd og på overfladen finder hende utrlligt uinteressant, tager jeg mig selv i at finde på grimme ting og opfinde forskellige scenarier, hvor min antipati kan komme til udstryk og jeg kan jorde hende.

Måske vil fortiden altid forfølge een, uanset hvor klart et syn man har fået.
Måske vil den aldrig forvinde. Men den gør jo også til det man er. forskellen er bare at man ignorerer det og prøver at komme videre og over sig selv.

Jeg har også været slem i dag. Bad girl!! Jeg har pjækket. Har opfundet en dårligdom, som ikke er så fremskredet, som den kunne været.
Men jeg trængte til en lang pause og ikke rigtig lave noget i dag.
Bare nusse rundt.
Og det har da heller ikke vækket min dårlige samvittighed til live. Underligt nok. Jeg plejer ellers at lide noget så grusomt, når jeg gør sådan noget uden grund, deraf pjækker jeg aldrig medmindre jeg har 40 i feber, hvilket jeg aldrig har!!

Men i dag...ja, det føles rigtig, derfor gjort.

så tager vi konsekvenserne når eller hvis de kommer. Jeg dør forhåbentlig ikke af det hæ..hæ
(siger jeg med krydsede fingre)

Fik skrevet 4 digte i løbet af ugen, er faktisk ret stolt af dem. De føles rigtige.