Kære dagbog.

Ja, så blev det torsdag.. Snart weekend.. Gud, hvor jeg glæder mig..
Selvom den nok kommer til at stå lidt på lektier.. Synes jeg har fortalt dig denne sætning et utal af gange her på det sidste.. *S*

Anyway, igår ringede kæresten mens jeg var i skole og spurgte om jeg ville med i byen og spise.. Det endte med at jeg sagde ja, selvom jeg har et tysk projekt der skal afleveres imorgen..
Men jeg sagde ja, fordi jeg ved jeg ikke har tilbragt ret meget tid sammen med ham her på det sidste..
Det blev så ikke til den helt store middag.. vi kunne ikke rigtig blive enige om hvor vi skulle tage hen.. der er ikke ret mange gode steder her i Aabenraa.. Ingen Jensens Bøfhus, øv øv..
Så vi tog på Føtex og spiste.. Det var nu også ganske hyggeligt.. Bagefter i Blockbuster og leje en film og så hjem igen. Det var hyggeligt.. Glemte lektierne for en stund og tilbragte bare aftenen med ham. Det trængte vi vist begge to til.

Spooky.. da vi steg af bussen, tænkte vi som sædvanlig på det samme og det var min far.. At det var længe siden vi havde snakket med ham.. Kæresten havde en ide om at han ringede om aftenen og ganske rigtigt ringede telefonen kl. 20.30.. det var min den gamle.
Hmm, jeg har ikke snakket med ham ca. en måned.. ikke siden min fødselsdag, hvor han så grundigt skuffede mig.
Den historie kender du ikke dogbog, for der var jeg ikke begyndt at skrive i dig endnu.. Men i bund grund går det ud på at han gentog sine succeser fra min barndom, nemlig dukkede ikke op som aftalt. Fredag før min fødselsdag skulle han og hans nye dame komme ned på besøg og jeg ser ham jo så pokkers sjældent, så det havde jeg da glædet mig til.. Klokken blev ufattelig mange (ham og tidspunkter - det er umuligt), men kl. 22 eller noget lignende.. eller var det senere.. Hmm.. anyway, han ringer og fortæller at de ikke kommer alligevel (surprise, det havde jeg jo næsten regnet ud efterhånden).. Jo, han havde smadret nøglen til bilen, i et raserianfald over min lillebror. Så de kunne altså ikke lige komme ned.
Jeg var så ked af det som aldrig før.. Havde jeg ikke haft kæresten, ved jeg ikke hvordan jeg havde reageret.. Men jeg fik tudet ud i armene på min kæreste.. (hvor er han dejlig *S*)
Jeg følte det var min barndom om igen.. "Far skal hente os fredag aften, vi skal ud og holde weekend med ham, han dukker ikke op, ringer oftest ikke, dukker først op lørdag middag og er sur over vi ikke er færdige til at køre.."

Igår ringede han så.. nævnte intet om sidst, snakkede bare om det sædvanlige - skolen, kuren etc.. Og så lidt om krigen.. faktisk dejligt at få en faglig diskution med ham.
Han spurgte hvordan det gik med min bror, for han snakker jo ikke selv med ham..
Ak, kære dagbog.. min familie er et kapitel for sig.. svært at forklare, ikke altid til at holde ud og gode til at skuffe hinanden.. sådan føles det for det meste.
Han fortalte at nu havde han fået skilsmissepapierne, så nu var han officielt skilt fra kone nr. 2.. manglede blot at dele det sidste bo.
Meget godt, eftersom han skal giftes med kommende kone nr. 3 til maj.. På min mors og hans bryllupsdag.. Tror ikke han ved at de har valgt samme dato..
Det bliver underligt. Min lillebror skal ikke med.. han er inviteret, men vil ikke.
Indimellem beundrer jeg hans evne til at sige fra overfor min far, men på andre tidspunkter synes jeg han er for hård.
Forleden ringede han åbenbart til kommende kone nr. 3 og fortalte at det var ikke hende han var sur på, men hans far og skulle ikke bekymrer sig om hans mening om hende.. Hidtil har han ellers ikke brudt sig om ham, og kendte du ham dagbog, så ville du vide at har man først pisset på ham, så kan der gå år før man kan nærme sig tilgivelse.
Det må min far så sande nu.
Jeg tænker meget på om de nogensinde kommer til at snakke igen.. min far og min lillebror.. Jeg tvivler.. De er fandme begge så stædige og hidsige.. der er ingen af dem der vil give sig.
Og det gør min ondt.. Jeg er naiv.. Vil så gerne at hele verden er lyserød, hvis du forstår.. venner og ikke fjender.
Og jeg GIDER ikke hives ind i deres diskutioner hele tiden, men jeg har også ondt af dem.. at de for fanden bare ikke kan enes.. at min far efterhånden fatter at han SKAL priotere anderledes. Familien frem for venner, børn frem for den nye kone hver gang.
FAR er det så svært at finde ud af?!

Indimellem ville jeg ønske jeg kunne fortælle ham hvor meget han sårer os.. Min lillebror er ikke bleg for at fortælle det, men jeg... jeg er en kylling hvad det angår.. Jeg tør ikke, vil ikke.. Jeg vil ikke såre ham. Jeg ved godt det lyder dumt i dine øjne, for han sårer jo mig... gang på gang - som barn og som voksen.

Når han spørger mig i telefonen om jeg er ked af det (endnu en af de gange at aftalen løber ud i sandet).. nej nej, svarer jeg.
"TAG DIG SAMMEN" - jeg ville gerne. Men jeg ved også hvor ked af det han kan lyde når han og min lillebror ikke enes.. Og min far er IKKE en type der ellers viser følelser, så noget i mig siger at han mener det.
*suk* det er dilema så det batter.

Et har jeg lært, uanset hvordan det hele en dag kommer til at ende mht. min far.. Mine børn kommer aldrig til at opleve at blive tilsidesat.. uanset om deres forældre er sammen eller ej. De vil ALTID komme i første række og gudnådetrøste dem der sårer mine børn.

Nu, kære dagbog, må jeg hellere lave lidt tysk.. projektet skal afleveres imorgen.. så der er ingen kære mor *SS*

Eftertænksomme tanker fra mismismiav.