Jeg har lige sagt godnat til Peter i telefonen "skrid - jeg elsker dig"
Det er vores helt personlige jargon, vores måde at sige "nu er det nok for NU, gå videre i dit liv, hvor så end det er..., jeg ønsker frihed og vil ikke holde på dig, men min kærlighed får du med"
Nogen gange gælder ordene for ganske få sekunder, andre gange for minutter, men aldrig for mere end nogle få timer ad gangen.
Om ikke fysisk, så har vi i hvertfald hinanden i telefonen igen inden for ganske få timer, og sådan har det faktisk været lige siden "alvoren" gik op for os for snart længe siden.
Nogen gange er det en dejlig følelse at vide, at vi altid sætter hinanden fri, andre gange er det svært at håndtere. Her på det sidste, ja vist nærmest siden nytår, har jeg haft en utrolig svær tid med mig selv. Jeg har følt mig i et "ingenmandsland" fyldt med konflikter, jeg har haft svært ved at finde ud af, hvor jeg hører til. Det har været sværest for mig, når jeg har været alene, og specielt de dage, hvor jeg heller ikke har haft behandlinger i min klinik, men bare har haft mig selv at skulle håndtere, når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg har ikke kunnet finde ud at af få glæden med i mine dage; har følt mig utrolig splittet mellem en længsel efter Peter og livet med ham, og en længsel efter fortiden og et sikkert "nostalgisk glansbillede" af tryghed. Jeg har tudet øjnene ud af mig selv, og skrevet lange, lange skriverier for at få tanker og følelser sat på plads. Jeg har vaklet mellem at være den "unge forelskede teenager" og den gamle kone, der snart bli'r mormor. Jeg har i tankerne forsøgt at se fremtiden for Peter og mig, og jeg har forsøgt at se mig selv tilbage i mit gamle liv, men det eneste jeg 100% har fået ud af det, er vist en erkendelse af, at jeg ikke er spåkone, at jeg er nødt til at finde ud af at leve her og NU.
Når jeg har det sådan, er jeg slem til at lukke mig inde med det, der nager, så det varede faktisk meget længe, før jeg fortalte Peter om, hvor svært jeg sommetider kan ha' det. Jeg ønsker bestemt ikke at såre ham, eller gøre ham bange, eller blot i tvivl om, hvor han har mig, og det kunne jeg jo så let komme til med de tanker, der har raset i mig.
Derfor har jeg det lige nu svært med ordene "skrid - jeg elsker dig" Jeg ønsker slet ikke at blive sat fri, jeg ønsker at blive holdt fast, fast - så fast, at der slet ikke er plads til alle de chokerende tanker og følelser, der har det med at komme myldrende, lige så snart jeg er alene i dette hus. Jeg ved dog også, at jeg er nødt til at lytte til det, der sker inden i mig, jeg ved, at jeg ikke kan udholde at være i dette ingenmandsland, og jeg ved, at kun jeg selv kan gøre noget ved det - det vil ikke hjælpe mig at blive holdt fast og dermed holde et andet menneske fast til mig.
Det handler ikke om genopståede følelse for min ex-mand, når jeg har haft tanker om fortiden, det handler udelukkende om min egen følelse af at befinde mig i "ingenmandsland", når jeg er alene.. - så er det at jeg længes efter samhørighed et sted, længes efter at høre til..!
Det er denne længsel, det handler om..., når Peter og jeg er 200 km fra hinanden i hverdagen og har hver sin verden, og når det forekommer alt for nemt at give op og søge tilbage til fortiden, der kun ligger en enkelt km herfra, og hvor det vil være let at finde en samhørighed med min datter og ex-mand i en verden, der har været fælles i så mange år.
Jeg ved dog med min fornuft, at det er rablende vanvid at ha' sådanne tanker om et tilbageskridt i livet, så der er ingen realiteter i det som sådan, kun tanker og følelser, der skal færdiggøres inden i mig, så jeg kan komme videre og se en fremtid for mig..!!
Måske og forhåbentlig er dette her blot endnu en af de nedture, jeg skal igennem, for at kunne give slip på fortiden og gå endnu et par skridt i møde med fremtiden. Jeg har snart haft nogle stykker af dem i det år, der er gået, siden jeg flyttede ind her for mig selv. Dybest set tror jeg, det er et led i den proces, det er at slippe fortiden - de 17 år, som dog udgør en stor del af mit liv, så måske skal jeg faktisk se det, som noget positivt, som endnu et skridt på vejen mod frihed..??
Vi har lige haft en dejlig weekend sammen, Peter og jeg, og på trods af al den uro, jeg har i mig, mærker jeg dog tydeligt, at det ingen påvirkning har på den kærlighed, jeg føler til ham, så faktisk er det kun orden "skrid" jeg kan ha' det svært med lige nu - heldigvis..!
Wildrose
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
"Skrid - jeg elsker dig" er publiceret
01/02-2004 23:55 af
wildrose.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.