Det kunne jeg dengang.

Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
9 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
10 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
11 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
11 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
12 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
16 år siden
Mails og tårer
Ace Burridge...
12 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
7 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
7 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
7 år siden
Overskud & hænder på coke
Racuelle Hei...
10 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
8 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
10 år siden
Påske
Hanna Fink (...
11 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
17 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
4 år siden
En krone for dine tanker?
Karen Kris
10 år siden
Strandet. På biblioteket. I livet. I nærbyen. Et sted i universet.
Hvad fabler jeg om?
Sidder her, som det glade åbne varme menneske jeg er, og kan ikke vente med at komme væk. Forsvinde. Så fuck hvem der tager med. Så fuck om det bliver Stella-alene-i-Aalborg, som Palle-alene-i-verden. Har haft en ustyrlig trang til at rejse hele dagen. Blive siddende i toget til Struer, eller fortsætte, skifte, og ende i Hamburg, Berlin, Århus, Aalborg, Kbh. Et eller andet sted end her. Et andet liv end her. En hel anden tilværelse og et helt andet sind.
Jeg er så glad for den jeg er, men lige nu vil jeg hellere væk. Hvordan kan nogle blive HER hele livet? Hvordan? Min far har boet i den samme lille bitte by, med de samme mennekser, hele hans liv. Han kender stortset alle og alle kender stortset ham. Og alle sladrer om alting. Jeg er træt af denne her sammenslutning. Af det her med at der intet frisind findes. At det hele er så fandens højtidligt, istedet for at lade være med at tage livet og alle dens små ting så seriøst- så... jeg har ingen ord. Skulle have ønsket mig et udvidet ordforråd i julegave istedet for det glatte/krøllejern, det ville jeg have haft mere nytte af.

Sad igår tror jeg det var, og så tilbage på tiden. På denne uendelige stribe af tid der ligger bag mig. Endte herinde. Med at zappe rundt i mine egne gamle tekster, for at se hvad jeg har været. Forstyrret, er vist det rigtige ord. På grænsen til desperat og fortabt, men kun forstyrret. Jeg faldt dengang og jeg faldt enormt hårdt. Endte samme sted som jeg starede med en helt anden mentalitet. Jeg kunne ikke så meget før. Jeg kunne lade være med at spise. Være med så mange ting. Men skrive, det kunne jeg altså bare. Fange smerten i det øjeblik det gør allermest ondt, og beskrive den, så det stadig kan mærkes. Det har jeg mistet. Jeg sidder her endnu. For ordene vil stadig ud. De vil stadig så meget. Men det er ikke det samme. De kommer ud på en helt anderledes måde end før set. End før opdaget. I mig. Det er ikke halvt så smukt og fangende som den gang. Men det er anderledes. Jeg skal igang med at skrive igen. Fange øjeblikkene og lade dem blive forevigt. Men jeg mangler tiden. Som så meget andet der er at mangle. Jeg mangler modet, og organiseringen af tiden. Nok mere den. Selv om afskrærringen af tv har givet mig en del mere fritid. En del mere tid til at søge og finde. Finde mig selv.
Vil ud og shoppe udsalg, ud at se verden. Ud at lave så meget.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det kunne jeg dengang. er publiceret 05/01-2007 13:15 af Stella Hvidemann (Stella).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.