Du godeste, for en dag jeg havde i går.... jeg var til TANDLÆGE..!

Dagen startede ellers fint nok, alt gik planmæssigt fra morgenstunden og på arbejdet de første timer, og da kl. nærmede sig 10 fik jeg børstet tænderne og drog afsted ned mod byen og tandlægen...
Jeg skulle ha' lavet 3 små huller, og havde egentlig ikke tænkt over, at det skulle være noget særligt - bortset fra at jeg aldrig har været vild med "brrr og bor og vattamponer" som Dirch Passer synger om i den gamle monolog/sang om "Oven over alting skinner moder sol"

Tandlægen spurgte om jeg ville bedøves lidt - joo tak, det ville jeg jo godt, for ellers ville jeg jo bare hænge helt oppe under loftet i løbet af ingen tid.
OK, 3 huller er lig med 3 sprøjter med bedøvelse, og det var ikke så slemt med de små stik. Efter nogle minutter gik tandlægen igang med at bore, og det første hul blev ordnet uden problemer af nogen art, men det næste... hold da op, da var jeg på vej mod loftet...))) Uh-ha sagde tandlægen, her skal da vist lidt mere bedøvelse til, så altså fik jeg sprøjte nr. 4.... Efter endnu nogle minutter havde den sidste sprøjte gjort sin virkning, så nu kunne de sidste huller laves, og det gik helt fint.
"Ja, så er du færdig..! - Du må gerne spise med det samme, hvis du da kan for bedøvelsen" var ordene jeg fik med mig...

Jeg kunne jo godt mærke den der bedøvelse, men tænkte at hvis jeg nu lige gik en lille strøgtur, ville det nok fortage sig, så jeg kunne køre på arbejde igen. Som sagt så gjort, det var jo fint forårsvejr, så det var ikke så dårligt at gå en vindues-kikke-tur... Mens jeg gik der, opdagede jeg, at jeg pludselig ikke havde styr på mit højre øje, jeg kunne simpelt hen ikke lukke det. Hmm - jeg satte mig på en bænk og ville lige ryge en cigaret mens jeg ventede på at føle mig lidt mere normal, men nej, det blev værre og værre... jeg måtte opgive at tænde cigaretten, jeg havde slet ingen følelse i mine læber ...))) Mit øje løb i vand og blev irreteret, så jeg sad der midt på strøget med tårer ned ad kinderne, og følte mig helt hjælpeløs, bare fordi jeg ikke engang kunne tænde mig en smøg, så jeg fandt vej til bilen for at kunne sidde lidt i ubemærkethed og komme mig..! Men ak og ve - i bilen var der jo et SPEJL..! Når jeg sendte mig selv et lille smil deri, kunne jeg se, at jeg var fuldstændig skæv i hovedet, ja min højre side af ansigtet var faktisk helt lammet - jeg forsøgte at sige noget, men da jeg ikke kunne bevæge mine læber, blev det kun til underlige lyde...
At køre på arbejde igen i den tilstand, var helt utænkelig for mig - så jeg kørte hjem lidt..., men hvordan skulle jeg nu få givet besked til min kollega, når jeg ikke kunne udtale nogen ord i en telefon..?? Nå ja, en mail senvfølgelig med forklaring på den lidt pinlige situation, jeg følte mig fanget i..)) Det var OK, jeg har bare en mægtig sød afløser, så hun sprang jo til med det samme... Jeg var vel hjemme i en halvanden time, tror jeg, før jeg følte at det hele lettede bare en lille smule, så jeg kunne vise mig i offentligheden igen, og heldigvis fik jeg da en hel del medfølende ord, da jeg viste mig på kontoret igen...
Først da der var gået næsten 4 timer efter tandlægens "angreb", følte jeg mig helt normal i ansigtet igen, da kunne jeg igen ryge uden at styre mine læber med fingrene, og jeg kunne igen drikke en kop kaffe uden at holde en serviet under til at fange det spildte...!!

Men du godeste da, sikke en oplevelse at få med sig selv af hjælpeløshed... Jeg tænkte undervejs på, at denne tilstand jo også kunne opstå pga sygdom, så den måske blev permanent, og jeg følte mig faktisk taknemmelig over at det "kun" var tandlægens sprøjter, der havde bragt mig ind i situationen, og at jeg hele tiden vidste, det ville fortage sig igen.

Ja, ja - set i bakspejlet her dagen efter, kan man jo godt grine lidt af det hele, men det kunne jeg bestemt ikke mens det stod på...

Heldigvis kom Peter i aftes, og da var det bare skønt at kunne falde om i sofaen og blive nusset og forkælet en smule oven på dagens strabadser...)))


Kærligst
Wildrose