Nu har jeg fået min fars fødselsdag lidt på afstand og jeg kan efterhånden se ret hunoristisk på de forskellige mennesketyper.
Ikke at det burde komme bagpå mig, jeg er efterhånden vant til at tage til fest alene, men denne gang var jeg nok lidt sårbar og så er antennerne rigigt ude.
Kender I ikke de mennesker som kigger undrende på en og man bare kan se de tænker "hun er da en køn pige, hvorfor mon hun ikke har fundet en kæreste endnu?" Man kan næsten føle deres medlidende og undrende blikke i ryggen, når man går forbi.
De er jo ganske harmløse og man skal bare rette ryggen og smile.
Den anden gruppe er straks værre.
Den gruppe som kommer over og spørger direkte om man endnu ikke har fundet en ny mand. Hvis ikke, så vil de da lige være behjælpelige. Bare sig hvad du vil have og så skal jeg nok finde en der passer. Så kan man ellers blive belemret med deres beretnigner og deres single slægtninge, som absolut lige må være noget for mig.
Jeg prøvede det hele i lørdags, de medlidende blikke, de undrende og de de direkte spørgsmål.
Og Villy havde forresten lige en ven, som måtte være noget for mig. Kun 39 år, aldrig gift, med eget firma og du ved. Du kan lige få hans nummer...
Nå ja og så aftenens finesse...
Selskabets ungkarl, desperat og jeg var lige udset til aftenens katch.. Jubii og score replikken "jeg kan godt lide børn" Ja da det tænder bare alle mine advarselslamper. Jeg ved da godt at jeg er mor, men denne replik er altså ikke adgang til mit hjerte eller min seng..