En ny sang kører på repeat, og den beskriver alt for voldsomt hvor ondt livet kan gøre, og gør.
*What have I become?
my sweetest friend
everyone I know
goes away in the end
and you could have it all
my empire of dirt

I will let you down
I will make you hurt*

Johnny Cash...

Hmm. Nu har jeg bestemt mig for at jeg skal til det jeg ikke bryder mig om fordi jeg føler en kæmpe splittelse.

- Muhammedsagen... Min mening? Hvad er den?

- Set i bakspejlet er konsekvenserne af ytringsfrihed for store.
Men dengang, mente jeg at det var med vores fulde ret at de tegninger blev lavet.
Dyb krænkelse af religion, ja. Voldsom. Og jeg er imod den krænkelse, men jeg mener heller ikke at et land på nogen måde skal selv-censurere.

Jeg kan ikke blive vred på den arabiske verden. Jeg kan blive forarget over at de sådan har hidset sig op. Jeg mærkede et lille stik i mit hjerte, da jeg så dannebrog lægge på jorden og så folk trampe på det med velbehag. De må brænde det, alt det de vil. De må skyde det. Men jeg bryder mig ikke om at de tramper på det. Der satte jeg grænsen.
Ambassader, vores hellige jord i andre lande, er jeg dybt forarget over at de kunne finde på at brænde. Jeg måtte lige synke en ekstra gang da jeg hørte det. Værre var da, at de havde brændt den SVENSKE også! Vores naboland, som hverken har taget medhold, eller modhold i sagen. De har slet ikke været indblandet.
4 måneder er der gået, og det hele bliver værre og værre. Al vrede i hele mellemøsten, er blevet rettet mod os. Den lille konflikt er blevet til storpolitik på groveste plan.
Men stadig mener jeg ikke det var forkert at trykke de tegninger. Muhammed er blevet tegnet før. Mange gange før.

Det er en krig, der aldrig stopper. Vi lever i en verden hvor der ikke længere bliver kæmpet konge mod konge, men civilisation mod civilisation...
Krigen slutter ikke før hele verden har konverteret til islam. Eller hele verden til kristendom.
Sådan er det. Det er to religioner er missionerende. En hver muslim og kristen har pligt til at udbrede troen til resten af verden. Det kan ske fredeligt hvis de vantro vælger at bøje sig, og ellers er krig vejen frem. Det er skræmmende men sådan er det.

(og indeni mig selv tænker jeg så - det ville være lettere hvis alle var buddhister, men det må jeg ikke. Vi skal ikke udbrede vores religion til folk der ikke har brug for den... Det er ikke meningen med livet)

Men ja... Indvandrer respekterer jeg stadig 100 %, hvor selv min totalt u-rasistiske mor siger at hun skal passe på ikke at udvikle det lille stykke had der sidder klemt indeni hende.
Muslimer vil jeg ære og respektere som altid.
Samfundet forstår jeg ikke. Eller jeg forstår det godt, men jeg forstår ikke hvordan man kan acceptere som kvinde, som menneske at leve under disse domme.
Men sådan er det. I Islam er der en leder, Lederen hedder Allah og under ham er der millioner af undersåtter og ranglister. De finder sig i det, de respekterer deres plads, og dét respekterer jeg.

Jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige til sagen. Det skræmmer mig at det alt sammen er så overophedet, men jeg ser ingen værdig løsning som kan ændre noget. Jeg mener ikke vi skal undskylde som en diktatorisk stat. Jeg mener det er forkert.
Tiden vil lægge vreden på jorden. På et eller andet tidspunkt må raset være mindre og det er ikke længere så sjovt at brænde flag og råbe død over alle danskere.
Forholdet mellem Danmark og Mellemøsten vil aldrig blive det samme. Det er konsekvensen af vores demokratiske stat.

Sådan er det. Verden er fyldt med uligheder. Sådan er jeg glad for at det er.

Jeg ville ikke kunne leve i et land hvor kvinder ikke må køre bil, og mænd bliver skudt hvis deres kvinder har været dem utro. Som det gør det i Taliban. Kvinden har ikke nogen hjerne, hun kan ikke styre sig, så det er mandens pligt at passe på hende og sørge for at hun ikke er ham utro.
Hvis det ikke er en verden langt væk fra vores, så ved jeg sgu ikke hvad det er.