Endnu en dag med det sædvanelige.
Vågnede kl. halv 6. 5 ½ times søvn. Gik i bad, tog flot tøj på, satte mit hår, begyndte at drømme. Skulle ingen steder men kom til at se ret godt ud. Stilet. Når jeg er smuk drømmer jeg mere end normalt. Når jeg sidder der foran mit spejl. Prøvede at skubbe alle positive tanker om at møde dl ud af mit hoved. Det er gået ret godt. Det går stadig.

Født til at drømme, dømt til det.
Dømt til at have fantasipersoner rendene rundt inde i mit hoved. Det er som et sår der aldrig heler. Jeg bliver ved med at kredse i det. Der bliver ved med at dukke nye mennesker op. Ubevidst fremkalder jeg dem, ubevidst opdager jeg liv bag ingenting. Jeg kan se en ring på en finger og allerede har jeg i hovedet første sætning på en historie. Historier der forfølger mig til de er på papir. Så stopper de. Hvis jeg er tilfreds.

Det er værre med Vibeke fra min bog. Hun er hele tiden indeni mig og jeg ved ikk ehvad vej hun skal gå. Jeg er gået totalt i stå. Jeg er bange for at hvis jeg skriver, så skriver jeg bare det samme ned som jeg før har skrevet. Samme sætninger, samme siturationer.
Jeg kan ikke holde styr på hvad der bare er tænkt og hvad der fatisk er skrevet.

16 år... I'm not suposed to be scared of anything... men det er jeg.
Bange for at jeg ikke lever op til mine egne forventninger. Bange for at jeg ikke lever op til andres.

Jeg fortæller ikke ret mange om min bog. Hvis folk spørger hvad jeg laver så "skriver jeg bare" Altid. Skriver bare. Jeg kan ikke sige det... jeg er lige i gang med en bog... for hvad hvis jeg aldrig bliver færdig. Det kunne nemt ske. At man bare stopper, at der ikke er mere. Men jeg vil. Jeg skal. Jeg har ikke lyst til at være et sort får. Mit eget lille sorte-forfatter-får, som kun jeg kender til. Bange for ikke at opnå den anerkendelse der skal til.