Inden sengetid vil jeg lige sidde her og hygge mig med at skrive lidt. Det er nu ikke fordi jeg har særligt meget på hjertet, men jeg synes nu, at Fyldepennen skal bruges en gang imellem.

Som nogen måske ved, har jeg fået tilkendt min pension. Jeg står ved en ny vej, som jeg har fået vist - så nu er det så op til mig, at få plantet rare ting og sager langs vejen og få vejens huller fyldt op med et godt og positivt indhold.
Det er denne vej, som jeg skal - som en fri kvinde og kan gøre lige jeg vil - men ingen må nogensinde glemme, at der er en årsag til, at jeg har fået denne vej vist - af alle mindst mig selv, som nok sætter for store forventninger til mig selv. Jeg vil prøve at drosle mine forventninger til alt det, som jeg føler, at jeg skulle kunne, ned. Jeg har prøvet at lave en ugeplan over ting, som jeg gerne vil nå - jeg erfarede hurtigt, at det blev alt for uoverskueligt og for rodet og planen løb da også ud i sandet og gav mig istedet nederlag og nogle kæmpe dunk oveni hovedet.

Nu prøver jeg i stedet at lave en dagsliste over, hvad jeg gerne vil i løbet af dagen - og derefter priotere opgaverne på listen efter, hvad jeg absolut SKAL og hvad jeg HAR lyst til. For eksempel om torsdagen SKAL jeg til Læring for livet og en anden - endnu ikke fastsat dag - SKAL jeg til fysioterapeut. Jeg har fået henvisning til fysioterapeut, men har endnu kke fået bestilt tid derinde. Jeg håber og tror, at jeg vil blive glad for min dagsliste. Tingene vil blive mere overskuelige og jeg vil blive langt mere tilfreds med mig selv og min indsats. På den måde kan jeg nok også bedre finde tid til at nyde mine indsats og hvile mig - som jo er en Guds gave i sig selv.
(Jeg hvisker lige i øret) - i dag satte jeg noget vidunderlig, afslappende musik på anlægget, lagde mig på sofaen og flød total ud til de lækreste toner. Jeg tror endda, at jeg fik en blund - jeg var i en hel trance, da jeg kom til mig selv igen. Det var en rigtig rar og overfed oplevelse.

I kølevandet til at blive pensioneret, følger der en masse papirnusseri med. Den anden dag sad jeg på "kontoret" og ringede hist og pist og allevegne. Jeg har fået blanketter tilsendt, som skal udfyldes og sendes retur - jeg har været på kommunen, hvor jeg egentligt følte mig mere oplyst end pensionsmanden, som har med min sag at gøre. Nu kan jeg så sætte mig til at vente på, at det hele falder på plads - jeg har indrettet min "ventesal" - der er et rart sted at være med smukke ting, dejlig musik og hvad jeg ellers kan lide - så med tiden, når tingene er faldet på plads og jeg har lært den nye vej at kende, som er blevet mig vist, så vil jeg slappe af og nyde min tilværelse.

Den anden dag var jeg ude på plejehjemmet og aflevere min opsigelse. Det var lidt vemodigt og underligt, at døren til arbejdslivet nu er lukket - MEN - "the show must go on". Jeg var nede hos mine tidligere kollegaer og hilse på dem. Måske har jeg gået med en drøm, en illusion om mit arbejde og min arbejdsplads, men den forsvandt ud i den blå luft, mens jeg var der og jeg følte mig meget lettere, da jeg gik derfra. Jeg følte, at nu kan jeg lægge stedet bag mig - der er mine dage talte. I al beskedenhed vil jeg sige, at jeg lagde min krop og sjæl i mit arbejde på stedet - nogen gange på bekostning af min egen familie - og hvad var takken. Der kom desværre ingen og takkede mig bagefter - jeg kan blot være stolt af min arbejdsindsats, som jeg kan stå næsten 100 procent indenfor. Arbejdsindsatsen, som jeg ydede i de 21 år, jeg var ansat der.

Det har altsammen været en hård kamel at sluge, men nu er jeg næsten igennem og kan begynde at skimte lys forude. Jeg vil gøre mit til, at vejen, jeg er blevet vist, må være fuld af varme og lys.

Livslysten bobler i mig.

Hyggehejsa fra fritidsforskeren Nellemor.