Det var A7-snart 8, der af oprigtig undren udbad sig et svar.

Spørgsmålet faldt i morges, i bilen i morgentrafikken på vej til skole, og jeg var ikke helt med på hendes tankegang - især fordi de fleste morgener der i bilen kræver delt opmærksomhed. Det er min far, der kører, med mig og datteren på bagsædet og de snakker begge til mig samtidig. Altid. Nok har jeg 2 ører, men det kræver sin quinde at svare korrekt på vidt forskellige ting synkront.

-Hvad for noget, skat? Ammer man Gud?

-Ja, når man be'r. Hvordan ber man egentlig?

-Der er mange måder. Inde i hovedet, som regel. Enten siger man tak for noget, man har eller også ønsker man sig noget, man ikke har. Mange folder hænderne sådan her, men hvad har det med ammer at gøre?


-Jamen, det siger man da til sidst! Når man er færdig. Ammer.

- Ahhh. Amen! Ja, det er jo noget andet. Det betyder nærmest "Og sådan skal det være".

Jeg syntes selv, jeg var sluppet rimelig godt fra forklaringen, men det syntes hun tydeligvis ikke. Hun reagerede på typisk børnefacon... gav op og droppede emnet og begyndte at snakke om de gange, hun havde ønsket sig noget, der ikke var gået i opfyldelse - hvilket omgående trak tårer, så jeg samlede den delte opmærksomhed i et ihærdigt forsøg på at lede samtalen hen på lysere tårefri områder. Det er langt hurtigere end at lade linen af sorgmod køre ud og så prøve at redde den i land 2 minutter i ringetid inde i klassen. Og især da mandag morgen, hvor jeg pænt siger farvel for de næste 7 dage, selv om det stadig smerter os begge.

Hmm, måske vi sku tage det op igen på et senere tidspunkt, hvor der er lidt mere ro på ;-)