Godt så så kan de sku ligeså godt komme frem og jeg kommer til at være hudløst ærlig. Det er ikke noget kønt syn så dem af jer der holder af mig for den jeg er og godt kan leve uden en dybere indsigt kan godt skippe indlægget her. til dem af jer der bliver ved med at læse kan jeg kun sige en ting: I er fandme selv uden om det.
Degenererede vaner:
Ja jeg piller bussemænd og spiser dem. En vane jeg har fra barns ben af. Jeg nød den salte smag dengang, og i dag er det bare en vane.
Degenereret Livssyn:
Jeg ser ære som en vigtig del af mit liv. men det er ikke længere ære idag. Idag er det blot et spørgsmål om stolthed. Bliver jeg losset i kuglerne af en pige under en træningskamp, nægter jeg konsekvent at knække sammen. Føler jeg at nogen er bedre end mig, river jeg dem ned på mit plan.
Jalousi:
Jalousien mod andre menneskers lykkelige uvidenhed. Jalousien mod andre menneskers handlefrihed. Jeg er bundet på hænder og fødder af mine spekulationer og hvad værre er, at jeg fornægter det. Det er som at stikke et spyd igennem mig hver gang siger: "Jakob du tænker/spekulerer/bekymrer dig/ for meget." Og det er ikke fordi de tager fejl. Men jeg var bare så stolt af det at jeg var så dygtig til at stille mig objektiv over for mig selv og se tingene udefra, Men hvad fanden nytter det når den evne ikke kan kontrolleres? Idag bruger jeg mere tid på at spekulere istedet for egentlig at gøre noget.
Mindreværdskomplekser:
Jeg er ikke stolt af min krop eller nogen andre ting ved mig selv, og det jeg holder som noget stort er sjældent noget der er alment anerkendt som værende en brugbar evne/talent. Jeg er irriteret over at jeg ikke er som jeg gerne vil være bare i nogen stunder, men det giver en hel række af problemer...
Det giver præstationsangst, vaklende stemmeleje og konfirmitet.
Jeg ønsker at være den bedste på en række områder, og når det ikke lykkes mig bliver jeg frustreret.
Autokrat:
Jeg føler en ubændig lyst til at kontollere og manipulere mine omgivelser og medmennesker. Jeg frustreres når jeg ikke kan opnå kontrol over en situation.
Degenererede lyster:
Jeg tænder vildt på hvad der efter normen er usmagelige sexlege...
Bundet af normen:
Jeg er bange for at stikke udenfor, og alligevel ikke... svært at forklare
Selvkritisk:
Jeg er ufattelig selvkritisk. Intet jeg gør er godt nok.
Acceptsøgende:
Jeg søger accept alle steder og har behøv for at være alles bedste ven...
Konfirmitiv:
Jeg skal bekræftes i alt hvad jeg gør: "Sig mig du kan li mig..."
Mørke vaner:
Jeg elsker at tale ned til folk og få dem lagt under mig. Jeg jubler indvendigt når jeg ser folk bryde sammen. JEg jubler og jeg væmmes. På den ene side har jeg vundet en duel, på den anden side har jeg lige begået en frbrydelse.
Degenereret nydelse af frygt og respekt:
Jeg nyder at nogen folk frygter og respekterer mig igennem frygt. Men jeg er bagstræberisk. Jeg ønsker ikke at blive genkendt som ond. Men det er en sejr for mig at få en underdanig undskyldning af en slagen modstander.
Dominerende: Jeg elsker at dominere andre personer. igennem list, bluff eller intimidering.
Disse sider samt mange flere er mine dårlige sider.
Lær at leve med dem. For jeg kan ikke.
Men det er jo egentlig det jeg bør. Jeg bør arbejde med at acceptere ved mig selv. Jeg er super tolerant når det kommer til min kæreste: "Den side elsker jeg også ved dig."
Men når det kommer til mig selv er alting noget andet: "Dette vil ændre hele hendes syn på dig. Tør du virkelig risikere det."
Jeg vil så gerne vise hvem jeg er og ja der er skikke, vaner og ritualer så groteske ved mig at jeg ikke kan få mig selv til at skrive det her...
Og derfor bevises det atter at jeg er bange for at vise mine skelletter i mit skab.
Mestendels fordi jeg godt selv ved det hele er klamt.
Det er derfor jeg er så jaloux på folk der bare er dem selv. Jeg ser ned på dem som en forsvars mekanisme. Jeg begrunder det med: "Jeg tænker meget mere end dem, de har ikke nær så meget styr over hvem de er og hvad de egentlig føler som jeg har." Og så kommer der lige superdræbermodargumentet til mit postulat: "Ja ok men hvem af dig og dem er mest lykkelig tror du?"
Og til det vil jeg bare måbende kunne stå og se til mens hele min verdensopfattelse brød sammen. Problemet er nok at jeg er så glad for min måde at se verden på at jeg nægter at acceptere til bunden at den er forkert.
Og dog! Jeg har jo erkendt at jeg ikke er lykkelig. Men som Min kæreste siger: Se ikke på problemet, se på løsningen. Ja min kære det vil jeg men hvilken løsning? den er umiddelbart ikke så nem at få øje på.
"Jamen Jakob, løsningen er jo bare at du tager dig sammen og siger: Tag mig som jeg er" Meget mere rigtigt kan det ikke blive.
"JA Jeg lider af præstationsangst! JA jeg FØLER mig elendig til alt hvad jeg laver, men sådan er jeg. Kan du acceptere det?"
Den sætning er bare for lav til mig. Ifølge min stolthed. Jeg kan ikke acceptere at jeg begår fejl, at jeg ikke er perfekt. Og helst perfekt udad til. Jeg lever et liv der skal virke så perfekt at det sku snart er svært at følge med på mine egne standarder.
Hvem forsøger jeg at narre? Jeg kan ikke følge med...
Suk. Hvorfor skal i have det så nemt?
Jeg tror hele tiden at det er mine masker der belønner mig, med forundrende blikke, smilende piger, Puplikums klapsalver og venners beundring, men det er det jo i virkeligheden ikke! Det er mig! Jeg ER de masker. Jeg ER de mennesker. Jeg består af lag. Vi alle har lag, og jeg skal til at acceptere mine og være det menneske jeg er.
"Mennesket er det eneste dyr der fornægter sig selv."
"Jeg føler mig som det eneste menneske der fornægter migselv."
"Så kom min ven. Kom hen til mig. Beunder mig, Elsk mig, se op til mig, efterlign mig, citer mig, husk mig, men vigtigst af alt: Lad mig vide at du kan lide mig og at det jeg gør er rigtigt."
Sådan skal det ikke være.
"Beunder mig hvis det jeg gør er rigtigt. Elsk mig hvis du har lyst og hvis du synes det du ser tiltaler dig. Se op til mig, hvis det du ser er noget du gerne vil være. Efterlign mig, hvis det jeg gør skal efterlignes. Citer mig hvis det jeg siger er klogt. Husk mig hvis du mener den du kendte var en, der var værd at huske. Men vigtigst af alt: tag mig som jeg er hvis du har lyst."
Sådan bør det være. Jeg skal ikke indgå kompromiser for at du skal kunne lide mig. Kan du ikke lide det du ser, så luk øjnene og forsvind.
Jeg er som jeg er. Jeg er Jakob s. Arndal og jeg er.
Ikke fordi du synes det, ikke fordi jeg tror du kan lide det, ikke fordi jeg behøver, ikke fordi jeg bør, men simpelthen fordi jeg er.
Jeg er.
Du er.
Han/Hun/Den/Det er.
Vi er.
I er.
De er.
Jakob s. Arndal
Jeg er
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.