Der står en bøtte chili i mit køleskab. Det vil sige, det er ikke en bøtte, men en af den slags metalskåle, som står på bordene, hos din lokale pizzamand. Jeg opdagede den første gang da jeg åbnede køleskabet lørdag morgen (eller det var nærmere eftermiddag) og synet af skålen, som er fyldt til renden, undrede mig, for hvordan dælen er sådan en fætter havnet hos mig? Under normale omstændigheder, ville dette danne grobund, for en længere granskning og selvransagelse, men lørdag morgen, var mine tømmermænd i kroppen imidlertid så umenneskelige, og især min hovedpine så stor, at der ikke var overladt megen plads til undren i mit lille hoved. Derfor blev det hurtigt glemt, mens jeg foretog mig helt andre ting, såsom at ligge på sofaen, og sige klagelyde og have ondt af mig selv. Det er jeg nemlig god til.
Senere på aftenen, bragte lysten til en cacao mig atter til køleskabet, og da stod den underlige skål der sgu stadig! "Det var lige godt satans" tænkte jeg. Jeg prøvede at tænke efter...det lå imidlertid fast, at jeg var i byen dagen før, og huskede dårligt hvad der var sket, men på et eller andet tidspunkt, havde en skål chili åbenbart gjort mig følgeskab. Jeg satte mig for at få løst mysteriet, og derfor ringede jeg til min partner in crime, min lad-os-drikke-os-fjollede-og-give-den-gas-i-byen-idag veninde Charlotte, som var med mig i byen dagen forinden.
"Charlotte, der står en skål chili i mit køleskab, hvordan i hele hule helv... alverden er den kommet der?"
Husker du ikke det? Lød hendes svar på spørgsmålet. ”Nej, jeg husker vist ikke så meget efter den 27. vodka med cola". "Jamen, vi stod ved pølsevognen lidt i 6 om morgenen, og du havde lige købt 2 pølsebrød (min evige kur forhindrer naturligvis glæder som store saftige pølser)og dem stod du ivrigt og overøste med chillien, før du spiste dem. Og jeg fatter ikke hvordan du kunne, for det var vanvittigt stærkt. Men så kom taxaen, og du besluttede at tage skålen med, til stor undren for pølsemanden, jeg og ikke mindst taxaxchaufføren vi kørte med".
Hmm...
Hvorfor får jeg også sådan nogle underlige idéer, når jeg har fået en skid på. Tage en skål chili med hjem, tsk tsk fjollede mig. Måske jeg skulle levere den tilbage....
Men det smager jo godt det chili. Det gør det altså.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Et fremmedlegeme i mit køleskab. er publiceret
07/02-2005 21:23 af
Samy Dern.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.